Spanien jagtede Lindberg: De bærer stadig nag

Bliv ikke overrasket, hvis det slår gnister under aftenens finale mellem Spanien og Danmark. De to hold har nemlig lidt af en fortid.

For to år siden, under semifinalen ved VM i 2011, udnyttede fløjen Hans Lindberg kampens sidste afslutning til at cementere den rød-hvide sejr på 28-24. Men han gjorde det med en fiks detalje. Det faldt ikke i god jord hos de tabende spaniere.

Fem spaniere begyndte med løftede pegefingre at gå truende hen mod Lindberg, der måtte under beskyttelse af Kasper Søndergaard. Lindberg slap for skrammer. Men Søndergaard fik en på næsetippen. Og den dag i dag bærer spanierne stadig nag efter episoden.

- Ja, det gør de. Der er nogle af dem, der stadig er lidt trætte af det. Det er stadig et nederlag, der har gjort ondt. Og så hæfter man sig ved det (Lindbergs afslutning, red.), fordi det lige er det sidste, der skete, fortæller VM-spilleren Nikolaj Markussen, der til daglig spiller i spanske Atletico Madrid, til sporten.tv2.dk.

Han har taget snakken med sine spanske holdkammerater i et forsøg på at glatte situationen ud. Men det har ikke hjulpet meget.

- Vi har snakket om det et par gange efter. Jeg har prøvet at forklare, at det er meget almindeligt hjemme ved os. Og at det ikke var ment som noget. Men det er noget, der har såret dem dybt, fortæller Nikolaj Markussen.

Hovedpersonen selv gav efter episoden en delvis undskyldning. Han fastholder dog stadig, at han på ingen måde var ude på at såre spanierne.

- Jamen det er jo et møde mellem to forskellige håndboldkulturer. I Danmark er vi opvokset med at lave sjove ting og underholde. Men det tolker de som lidt nedværdigende. Noget respektløst, mener de. Det var det på ingen måde. Vi snakkede sammen efter kampen og jeg sagde, at det ikke var for at være respektløs. De havde lige tabt en semifinale og var måske lidt nede, og så træder jeg på dem med sådan en afslutning, føler de, fortæller Hans Lindberg.

Nikolaj Markussen, der nu har spillet i Spanien siden 2011, forklarer, hvorfor det er så provokerende for en spanier, at Lindberg valgte at afslutte semifinalen med overskud.

- Efter jeg er kommet til Spanien, så har jeg fundet ud af, at det der med at lave lidt for publikum, når man er foran, det er ilde set. Det er lidt som at træde på en, der ligger ned. Jeg har været med til at vinde med 26 i Spanien, uden at der har været én eneste skrubold. Så det er en anden kultur. Det gør man ikke. Det ser de lidt ilde på. I Danmark er vi jo vant til, at der kan komme et vip til sidst, fordi publikum skal have noget at gå hjem på, fortæller Nikolaj Markussen.

Danmark spiller VM-finale søndag aften mod Spanien i Barcelona. En kamp du kan se direkte på TV 2 med optakt allerede fra klokken 12.10 – eller følge LIVE i tekst her på tv2.dk, hvor den tidligere landsholdsspiller Jesper Jensen sidder klar ved tasterne på Kvægtorvet i Odense for at liveanalysere opgøret.

VM-FINALEN PÅ TV 2

  • Sådan sender TV 2 fra søndagens store finaledag ved håndbold-VM:
  • Kl. 12.10-13.00 VM-studiet
  • Kl. 13.00-13.25 Verdens bedste Wilbek
  • Kl. 13.25-13.55 VM-studiet
  • Kl. 14.05-15.00 VM-studiet
  • Kl. 15.00-15.35 Magiske Mikkel
  • Kl. 15.35-17.05 VM-studiet
  • Kl. 17.05-19.00 VM-Finalen Danmark-Spanien - direkte