Wichmann: DBU puster matchfixingsag op

16x9
Kristoffer Wichmann tager politianmeldelse med sindsro Foto: Scanpix

Fodboldspilleren Kristoffer Wichmann kommer ikke til at ligge søvnløs over, at Dansk Boldspil-Union (DBU) har videregivet sagen om matchfixing til politiet.

- Jeg tager anmeldelsen helt roligt, for jeg har intet ulovligt foretaget mig, siger den karantæneramte FC Vestsjælland-spiller i en pressemeddelelse.

- DBU har tydeligvis et stort behov for at puste sagen op. Selv om man gik i medierne og lovede en kategori-2 sag, kunne man ikke levere noget som helst bevis. Det er nu ved at gå op for folk, siger han.

- Jeg ser derfor anmeldelsen som et PR-stunt i DBU's kampagne mod mig og et forsøg på at lægge pres på DBU's appeludvalg, inden der falder en afgørelse.

- DBU har i mange måneder været i besiddelse af alle oplysninger og derfor er tidssammenfaldet mellem appeludvalgets behandling og politianmeldelsen meget gennemskuelig, siger Kristoffer Wichmann.

Fodboldspilleren blev tidligere i år idømt seks måneders karantæne for at have spillet på en af sine egne kampe.  Han er i øjeblikket suspenderet i FC Vestsjælland.