Landin: Gudmundsson er ekstremt nørdet

Det danske landsholds stjernemålvogter, Niklas Landin, kalder sin nuværende klubtræner og måske kommende landstræner, for den mest nørdede han nogensinde har haft med at gøre.
Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at den nuværende Rhein-Neckar Löwen træner, Gudmundur Gudmundsson, på mandag bliver præsenteret som Ulrik Wilbeks afløser. Og Islændingen er en helt anden type end landsholdets nuværende styrmand.
- Han er mentalt hård. Han er meget nørdet. Jeg tror aldrig, jeg har haft en træner, der er så nørdet som ham og kigger så meget video og klipper så meget video, som han gør, siger Niklas Landin til Ankerdal på NEWS
Og det er ikke kun på træningsbanen, at Landin forudser en ny hverdag for landsholdet.
- Gudmundur er ikke på samme måde som Wilbek med hensyn til det sociale uden for banen. Wilbek vil gerne have, at hele truppen fungerer. Der sidder Gudmundur lidt mere med sin computer og nørder den og klipper sammen til næste dag. På det punkt er der ret stor forskel, siger Niklas Landin til Ankerdal på NEWS
Gudmundur Gudmundsson har leveret flere store resultater som træner. Senest førte han Niklas Landin og Rhein-Neckar Löwen til sejr i EHF Cuppen. Resultater som, efter alt at dømme, nu har sikret ham jobbet som dansk landstræner.
Med landstrænerjobbet må Gudmundsson indstille sig på en ny hverdag langt fra spillerne. Men hvis Niklas Landin kender sin træner ret, så kan det kun resultere i én ting.
- Jeg tror, vi skal indstille os på, at få flere træningspas (red. på landsholdet). Det er ikke meget, vi har haft fri i den her sæson. Selv om vi spiller søndag og har hele ugen op til, så er det ikke noget med, at vi får onsdag fri eller et eller andet. Så træner vi mandag, tirsdag, onsdag indtil lørdag og så spiller vi søndag. Der er han meget gammeldags, siger Niklas Landin til Ankerdal på NEWS
- Han har meget kortere tid end han har hernede (red. i Rhein-Neckar Löwen). Men han er en meget nørdet person. Han går ikke ind i noget 99 procent. Alle skal være 100 procent med, og hvis der er en træning, der ikke er gået godt, så kan han nærmest gå ned med stress. Han er en mand, som går i dybden med tingene.