Boilesen matchvinder med sen scoring

Nicolai Boilesen sørgede for en dansk sejr med en scoring i sidste minut, da Danmark fredag aften i Herning rundede 2013 af med en sejr på 2-1 over Norge. Venstrebacken headede et indlæg fra Peter Ankersen i mål og sørgede for en godkendt afslutning på landsholdsåret.

Danmark styrede ellers mod uafgjort, efter at Marcus Pedersen med lidt over 10 minutter tilbage havde gjort det til 1-1 for Norge. William Kvist havde bragt danskerne foran med 1-0 efter et kvarter.

Værterne leverede en blandet præstation mod et norsk mandskab, der diskede op med en helt anden form for fodbold end tidligere. Bolden er kommet ned på jorden, de tekniske færdigheder hos de nye spillere er bedre, mens aggressiviteten er blevet bevaret. En cocktail, der gav Morten Olsens udvalgte problemer på MCH Arena.

Danskerne bragte sig foran efter en vaklende indledning på holdets første egentlige chance, da Christian Eriksen lagde et perfekt hjørnespark ind over. William Kvist løb frem og headede bolden ind ved forreste stolpe til 1-0. Det lignede en indøvet detalje, hvor Christian Eriksens præcision blev udnyttet til fulde.

Den unge Tottenham-dansker manglede dog præcisionen kort efter, da han gled af på en modstander og måtte se målmand Rune Almenning Jarstein redde hans skudforsøg til hjørnespark.  Eriksen fik ikke lov til at spille kampen til ende, da han umiddelbart før pausen blev sparket ned og måtte eskorteres fra banen af den danske lægestab. Sandsynligvis er han sluppet med en forstuvet ankel.

Nicklas Bendtner fik en time på banen uden at bidrage med det helt store. Det blev til en dribletur på kanten af feltet og senere en skævert forbi Norges mål.

Efter pausen satte Danmark sig endnu mere på kampen, og indskiftede Peter Ankersen fik blandt andet reddet et skud op på overliggeren. Daniel Agger var også tæt på at øge føringen på et hovedstød.

Det brændte nu også på i den anden ende af banen. Danmarks forsvar kom flere gange i alvorlige problemer - især før pausen. Offside-fælden kiksede en enkelt gang, hvor Daniel Agger måtte redde værterne, da han heroisk fik kastet sig ind i et norsk skud.

Målmand Stephan Andersen var også tæt på at forære gæsterne bolden i en situation, som løb ud i ingenting. Og så kunne Marcus Pedersen have scoret til 1-1, men alene med Andersen fik han trillet bolden forbi mål

Danskerne levede livet farligt - så farligt som man kan i en venskabskamp - men fik lukket godt ned efter pausen lige indtil, at Marcus Pedersen fik udlignet.

Passivitet i det danske forsvar betød, at Pedersen, der måske var offside, kunne flugte bolden i mål.

Stemningen blev dog reddet på MCH Arena, da Nicolai Boilesen sørgede for en - på papiret - fornem afslutning på 2013.

Du kan se tv2.dks live-opdatering fra opgøret herunder.