Pytlicks komet tæt på ny klub - afviser Viborg

16x9

Landsholdskometen Anne Mette Hansen er tæt på at have styr på sin håndboldfremtid, erfarer tv2.dk.

Ifølge vores oplysninger er den 19-årige venstre back, der i december vandt VM-bronze til sin første slutrunde med Jan Pytlicks kvindelandshold, tæt på en aftale med ambitiøse København Håndbold, der ser ud til at snuppe stortalentet i skarp konkurrence med to af topklubberne, Viborg og Team Tvis Holstebro.

Anne Mette Hansen spiller lige nu i 1. divisionsklubben Ajax, men valgte i januar at udnytte en klausul i sin kontrakt, så hun kan skifte frit til en ligaklub til sommer, når hun har fået studenterhuen på og kan koncentrere sig fuldt ud om hopskud, harpiks og håndboldkarriere.

Og den 19-årige sjællænder har altså valgt de trygge omgivelser hjemme i København, hvor hun er sikker på masser af spilletid, frem for at pakke flyttekasserne og tage turen over Storebælt til de jyske klubber, hvor der er hårdere konkurrence om pladserne på holdkortet.

Ikke fordi hun har manglet tilbud. 

Næsten alle klubber i ligaen har ifølge tv2.dk's oplysninger været ude efter stortalentet, men til sidst var kun Viborg, Team Tvis Holstebro og København Håndbold med i opløbet, efter Anne Mette Hansen havde afvist blandt andet HC Odense og mestrene fra FC Midtjylland.

Hverken Anne Mette Hansen eller København Håndbold har ønsket at kommentere på tv2.dk's oplysninger.