Sport

Dalby stopper: Jeg er færdig med landsholdet

Camilla Dalby har trukket i den rød-hvide-trøje og sunget sangen om det yndige land for foreløbig sidste gang.

Efter måneders tavshed bekræfter den 25-årige storskytte nu, at hun er færdig med kvindelandsholdet i håndbold. Landstræner Jan Pytlick behøver ikke ringe mere.

Dalby vil fremover koncentrere sig udelukkende om klubkarrieren i den montenegrinske storklub Buducnost, som hun skiftede til sidste sommer.

- Jeg har valgt, at jeg gerne vil prioritere alle mine kræfter her i klubben, hvor vi forhåbentlig kan spille os i Final 4 og har en lang sæson. Det tager tid og kræfter, og det er rigtig spændende, og derfor vil jeg gerne lægge alle mine kræfter her og præstere så godt som muligt for dem, forklarer Camilla Dalby sin beslutning over for tv2.dk.

En tom VM-bronze

Det er ikke hvem som helst, der nu pakker landsholdstrøjen væk. Dalby har været en markant profil på landsholdet siden sin debut i oktober 2007 og har spillet over 100 landskampe. Men selv om hun som venstrehåndet bagspiller er en sjælden og eftertragtet art i international håndbold, er Dalby alligevel røget ud i periferien af Pytlicks landshold ved de seneste mesterskaber.

Til sidste års VM i december var hun i første omgang slet ikke udtaget.

Dalby rejste først i al hast til Serbien, da landstræneren skiftede hende ind i sin trup undervejs i turneringen. Hun kom bare aldrig for alvor på banen. Den tidligere Randers-stjerne fik kun ganske få minutters spilletid i turneringen og stod til sidst med en bronzemedalje om halsen, som hun ikke følte, hun havde nogen andel i.

Det handler ikke om Jan Pytlick

Allerede kort efter VM indikerede hun et landsholdsstop via sin Twitter-profil. Men først nu bekræfter hun officielt, at det er slut i rødt og hvidt.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, VM slet ingen betydning har haft for min beslutning, for oplevelsen i december var ikke positiv for mig. Det har måske været den sidste dråbe, men det er ikke kun på grund af den december måned, at jeg nu har meldt fra. Men det fik mig nok til at mærke efter i maven, fortæller Dalby og understreger, at hendes beslutning er et fravalg af landsholdet – ikke et fravalg af Jan Pytlick.

- Det har ikke noget med Jan at gøre. Det handler om, at det vigtigste for mig lige nu er at præstere godt i klubben. Og det føler jeg bare, jeg har størst chance for, hvis jeg koncentrerer mig om klubben lige nu, siger Dalby til tv2.dk

Hun afviser også, at hendes beslutning har noget at gøre med den utilfredshed, der har været i spillertruppen med Jan Pytlick efter VM. Dalby var slet ikke med på det meget omtalte møde i januar, hvor spillertruppen udtrykte stor utilfredshed med flere af landstrænerens dispositioner – ifølge tv2.dk’s oplysninger blandt andet netop Pytlicks behandling af Dalby under VM.

Måske tilbage en dag

Om Camilla Dalby en dag igen trækker den rød/hvide-nationaldragt over hovedet og løber på banen for Danmark, ved hun ikke lige nu.

- Jeg håber da ikke, at min landsholdskarriere er slut. Men jeg har ikke tænkt sig meget over det. Det er sportens verden, og du kan ikke planlægge alt. Men lige nu er det min beslutning at melde fra, og jeg har en ro i maven omkring det. Det er selvfølgelig svært, for landsholdet er en stor ting, men jeg kan mærke, det er det rigtige, siger Camilla Dalby til tv2.dk

Hun skrev i sommer under på en toårig aftale med storklubben Buducnost, som hun dog havde mulighed for at komme ud af til sommer. Men Dalby er faldet så godt til i Montenegro, at hun har valgt at blive i klubben også i næste sæson.