Sport

Internationale medier storroser Mini-Mag

Kevin Magnussen har efter sin flotte debut i Melbourne modtaget store roser fra sin boss, McLaren-chefen Ron Dennis.

Han har blandt andet sagt, at danskeren har potentialet til at blive verdensmester, og at han kørte fejlfrit. Men det er ikke kun i teamet, der bliver kastet superlativer i den unge danskers retning.

Også internationale medier har bemærket, at Mini-Mag, som han er blevet døbt, nåede podiet i sin debut i motorsportens fineste klasse.

Således skriver DAILY MAIL:

- Dagens racerkører var uden tvivl Kevin Magnussen… Det var ikke alene et fremragende resultat for Magnussen, men også for McLaren, efter at holdet for første gang i 33 år ikke kunne nå podiet i sidste sæson.

Tyske BILD skriver:

- Bemærkelsesværdige Kevin Magnussen (21) i McLaren kører i sit første Formel 1 løb på tredjepladsen. Den unge dansker bekræfter de stærke indtryk fra prøverne på Jerez og Bahrain

Også TELEGRAPH fortæller om Kevin Magnussen og kalder hans præstation for fænomenal.

Kevin Magnussen indledte søndagens grandprix fra fjerde startposition, men allerede på første omgang gik han forbi Lewis Hamilton (Mercedes), der havde problemer.

Over 300 kilometer lykkedes det Magnussen at forsvare tredjepladsen og endda presse Daniel Ricciardo (Red Bull) i kampen om andenpladsen.

McLarens tekniske direktør, Eric Boullier, er også tilfreds med danskerens indsats i Australien.

- Han er bedre end forventet. Han har bygget sig selv op over weekenden, siger Boullier.

Tyske Nico Rosberg (Mercedes) vandt løbet i Melbourne. Næste gang, Kevin Magnussen skal køre Formel 1, er om to uger i Malaysia.

Så hurtigt kørte Kevin til sit første grandprix

Her er overblikket over top-10 efter årets første grandprix, der blev kørt over 307,5 kilometer.

1. Nico Rosberg, Tyskland (Mercedes), 1.32.58,710 timer 2. Daniel Ricciardo, Australien (Red Bull), 24,525 sekunder efter 3. Kevin Magnussen, Danmark (McLaren), 26,777 sekunder efter 4. Jenson Button, Storbritannien (McLaren), 30,027 sekunder efter 5. Fernando Alonso, Spanien (Ferrari), 35,284 sekunder efter 6. Valtteri Bottas, Finland (Williams), 47,639 sekunder efter 7. Nico Hülkenberg, Tyskland (Force India), 50,718 sekunder efter 8. Kimi Räikkönen, Finland (Ferrari), 57,675 sekunder efter 9. Jean-Eric Vergne, Frankrig (Toro Rosso), 1.00,441 minutter efter 10. Daniil Kvyat, Rusland (Toro Rosso, 1.03,585 minutter efter