Landsholdskomet forlader hjerteklub

16x9
Jane Schumacher trænger til nye udfordringer og har derfor valgt at forlade Skive. Foto: Scanpix

Håndboldspilleren Jane Schumacher har fortalt sin klub, Skive FH, at hun efter seks år med holdet søger nye udfordringer fra den kommende sæson.

Sønderjyden har fået blod på tanden til at prøve sig selv af på et højere niveau, efter at hun i december fik slutrundedebut for det danske kvindelandshold og var med til at sikre holdet de første medaljer siden 2004.

- Nu har jeg spillet i Skive i seks år, og jeg har haft en fantastisk dejlig tid, men nu kan jeg mærke, at jeg skal prøve noget nyt og skal ud af de faste rammer. Men det bliver underligt, for mit hjerte er i Skive, fortæller Jane Schumacher til tv2.dk.

Den 25-årige playmaker har ikke nogen agent men kører forhandlingerne i samarbejde med kæresten Marcus Mørk, som selv er håndboldspiller i Aalborg Håndbold. Sammen skal de to nu finde ud af, hvor playmakerens fremtid ligger.

- Jeg skal prøve mig selv af på et højere niveau og har snakket med nogle forskellige klubber, men har endnu ikke lavet en aftale med nogen. Jeg skal finde ud af, hvad der er det rigtige for mig, siger Jane Schumacher.

- Jeg vælger ikke kun klub med hovedet men skal også have hjertet med og være sikker på, at klubben er det rigtige valg for mig.

Jane Schumacher spiller sin sidste hjemmekamp for Skive FH, når klubben i weekenden møder Vejen.