Don Ø.: Hvorfor blev CV først fyret nu?

16x9
Flemming Østergaard undrer sig over, at Carsten V. Jensen ikke blev fyret efter at have kostet et mesterskab i 2012. Foto: Scanpix

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da de forsvarende danske mestre, FC København, mandag valgte at smide sin nu tidligere sportsdirektør Carsten Vagn Jensen for porten med fire spillerunder tilbage af Superligaen.

Efter flere trænerfyringer var det denne gang sportsdirektøren selv, der måtte tage sit gode tøj og gå efter at have været en del af klubben siden 1993.

For en anden klubmand, den tidligere FCK-direktør og -bestyrelsesformand Flemming Østergaard, var det imidlertid ikke et chok, at hans tidligere medarbejder mandag blev fyret.

- Da Ståle (Solbakken, red.) kom tilbage, havde jeg håbet, at det samarbejde, der før havde været mellem ham og CV (Carsten V. Jensen, red.), kunne genoprettes. Men ellers var det vel en ventet fyring. Det overrasker i hvert fald ikke mig, siger ’Don Ø’ til tv2.dk.

Spørgsmålet er snarere, hvorfor han ikke blev det tidligere, lyder det fra Flemming Østergaard, der henviser til tiden efter Ståle Solbakkens første periode i klubben, hvor svenske Roland Nilsson blev fyret efter blot seks måneder i trænersædet, selvom FCK førte Superligaen med fire point til nærmeste forfølger.

Efterfølgende tog Carsten V. Jensen selv over som træner og fejlede katastrofalt. Pointforspringet blev sat over styr, og FC Nordsjælland løb med mesterskabspokalen.

- Det, man kan diskutere, er tidspunktet, hvor det er sket. I de fleste klubber ville det være sket efter episoden, hvor CV gik fra at sportsdirektør til at være cheftræner. Dels stod han med ansvaret for ansættelsen af Roland Nilsson og derefter gjorde et mindre godt som cheftræner. Det havde vel været en naturlig konsekvens, at han var holdt op på det tidspunkt.

- Man fyrer en træner, som rent kemimæssigt ikke fungerer, men som har et pointgennemsnit, som er det det højeste af alle FCK-trænere nogensinde. Samtidig er man foran med fire point i ligaen. Det hele sættes over styr, man forærer FC Nordsjælland 150 millioner kroner – det er jo en kæmpefiasko. End of story, siger Flemming Østergaard.

Han vil ikke vurdere, hvorfor Carsten V. Jensen så bliver fyret nu, hvor ”kæmpefiaskoen” er lige knap to sæsoner gammel, men noterer sig, at FC København igen er på vej mod en ganske middelmådig sæson.

- Man konstaterer, at man ikke bliver dansk mester. Der er en minimal chance for, at man bliver nummer to – man kan jo slå FC Midtjylland i den næstsidste runde, og FCM kan tabe en kamp. Muligheden er der, men den er teoretisk.

- Så kan man sige, at man har tabt 150 mio. kr. én gang, 150 mio. en anden gang – det giver 300 mio. kr. Det er mange penge, lyder det fra ’Don Ø.’.

Foreløbig er det cheftræner Ståle Solbakken, der overtager Carsten V. Jensens opgaver, indtil der er fundet en ny permanent afløser, skrev FCK i en pressemeddelelse mandag. Flemming Østergaard føler sig dog overbevist om, at Solbakken også vil være at finde på toppen af det sportslige hierarki fremover.

- Jeg tror, man finder frem til en løsning, hvor Ståle Solbakken stadig har det overordnede ansvar for det sportslige. Jeg siger ikke, man ikke skal supplere op, men jeg forestiller mig ikke, at man ansætter en mand, som Ståle skal referere til. Den køber jeg ikke.

- Det korte og det lange er, at Ståle er den bedst egnede i FC København i øjeblikket til at stå for det samlede ansvar for det sportslige. Det er den rolle, han bedst kan lide, og jeg er helt sikker på, at Ståle nok skal få sammensat den rigtige konstruktion, siger Flemming Østergaard.

FC Københavns danske mestre tabte i weekenden til FC Nordsjælland og er nu på en delt tredjeplads med 46 point. FC Midtjylland og AaB er hhv. seks og ni point foran.

Tv2.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Carsten V. Jensen. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.