Sport

Officielt: Louise Svalastog skifter til København Håndbold

Louise Svalastog skal fra næste sæson spille for ligaklubben København Håndbold.

Den 31-årige stregspiller skrev i dag under på en toårig kontrakt.

- Jeg er rigtig glad i dag. Jeg glæder mig til at være med i en proces omkring en ny klub, hvor jeg specielt kan bidrage med min rutine. Samtidig er der en masse spændende unge spillere, jeg ser frem til at arbejde sammen med, siger Louise Svalastog.

For knap en måned siden kom det frem, at Louise Svalastog havde valgt at gøre brug af en klausul i sin kontrakt med FC Midtjylland. Hun stopper dermed et år før tid i det midtjyske, og nu står det altså klart, at hun fra sommer starter en ny tilværelse i hovedstaden og København Håndbold.

- Det har betydet rigtig meget for mig, at jeg kan få håndbolden til at hænge sammen med familielivet. Jeg har lysten til at spille, til jeg bliver 60 år, men resten skal også hænge sammen. Der har København Håndbold vist stor tålmodighed, og nu glæder jeg mig til det nye projekt, siger Louise Svalastog.

Louise Svalastog fortæller samtidig, at der var flere klubber med i overvejelserne, men i sidste ende var det København Håndbold, der havde held med at få stregspillerens underskrift. Noget der glæder cheftræner Martin Albertsen.

- Både jeg personligt og klubben er rigtig tilfreds med at få Louise til klubben. Det er en stor dag for os. Vi får en spiller, der har spillet på højeste niveau i Danmark, og vi ved, vi får utrolig meget rutine og kvalitet ind, som kan være med til at bidrage til, vi kan spille med om 4. pladsen næste sæson, siger Martin Albertsen.

Se mere om skiftet i Sportsnyhederne på TV 2 klokken 12.