Matchfixing eller tilfældigt? Disse hold 'hjalp' hinanden videre

16x9
Jon Dahl Tomasson fejrer sit andet mål i kampen mod Sverige ved EM i 2004. Foto: TWO

Du kan se alle kampe og meget mere fra VM på TV 2 Play Når Tyskland og USA i aften mødes i VM's gruppe G, vil et uafgjort resultat være nok og send

Du kan se alle kampe og meget mere fra VM på TV 2 Play

Når Tyskland og USA i aften mødes i VM's gruppe G, vil et uafgjort resultat være nok og sende begge hold videre - uanset resultatet af gruppens anden kamp mellem Portugal og Ghana.

Det har på forhånd fået flere til at spekulere i, om tyskerne og amerikanerne (med den tyske landstræner Jürgen Klinsmann) kunne finde på at aftale et uafgjort resultat.

Det har begge trænere dog afvist kommer til at ske.

- Vi har kampånd, og vi giver os fuldt ud i hver kamp, Vi vil gøre alt for at slå Tyskland i Recife, siger Klinsmann.

Men der er ikke noget at sige til, hvis historien skræmmer hos Ghana og Portugal. Det vil nemlig ikke være første gang, at to hold fedter et resultat hjem, der hjælper begge hold videre ved et VM eller EM.

Vi har samlet nogle af de kampe fra nyere tids VM og EM, hvor resultatet hjalp begge hold videre fra gruppespillet.

VM 1982: Vesttyskland - Østrig 1-0
En af tidens største skandaler, som var med til at ændre fodboldreglerne. Østrig havde 4 point, Algeriet 4 point og Vesttyskland 1 point. Men Algeriet havde allerede spillet deres sidste kamp i gruppen. Det betød, at tyskerne skulle vinde for at gå videre, mens østrigerne bare skulle undgå at tabe for stort. Det skete. Tyskerne bragte sig foran efter bare ti minutter, og resten af kampen bestog hovedsageligt af boldflytteri, hvor ingen af holdene var interesseret i at skabe noget. Til stor frustration for algerierne, der forgæves kunne se til.

EM 2004: Danmark - Sverige 2-2
Kampen som italienerne aldrig glemmer. Danmark og Sverige havde begge 4 point og Italien 2 point før sidste kamp i gruppen. Ved pointlighed talte point og målscore i indbyrdes kampe, og dermed ville ethvert uafgjort resultat fra 2-2 og opefter sende både Danmark og Sverige videre på flere scorede mål end Italien i indbyrdes kampe - uanset hvor stort Italien måtte slå Bulgarien i deres sidste kamp. Kampen mellem Danmark og Sverige endte med det omdiskuterede resultat 2-2, hvilket sendte italienerne hjem fra EM og de to nordiske venner videre.

VM 2006: Sverige - England 2-2
Efter to spillede kampe havde England 6 point, Sverige 4 point og Trinidad og Tobago 1 point. Englænderne var dermed sikret avancement og skulle bare bruge uafgjort for at tage førstepladsen i gruppen. Sverige skulle samtidig kun bruge 1 point for ikke at være afhængige af resultatet i den anden kamp i gruppen. Trinidad og Tobago tabte deres kamp til Paraguay, men selv med en sejr havde deres VM været slut. Sverige og England spillede nemlig 2-2 og gik begge videre.

VM 2010: Brasilien - Portugal 0-0
Endnu et eksempel, hvor begge hold ville drage fordel af et uafgjort resultat. Før sidste kamp i gruppen havde Brasilien 6 point og Portugal 4 point. Elfenbenskysten med 1 point kunne dog stadig nå andenpladsen, hvis de slog Nordkorea stort og portugiserne samtidig tabte tilstrækkelig stort til Brasilien. Elfenbenskysten vandt 3-0, men det hjalp intet, da de to portugisisk-talende lande trillede 0-0 hjem. Det gav Brasilien førstepladsen i gruppen og Portugal en billet til videre deltagelse ved slutrunden.

EM 2012: Italien rystede i bukserne igen
I 2012 kunne et 2-2-resultat igen sende Italien ud af en EM-slutrunde. Men denne gang slap italienerne med skrækken. Spanien slog Kroatien 1-0, og dermed var italienerne videre med deres egen sejr på 2-0 over Irland.

VM 2014: Tyskland - USA ?-?
Det bringer os tilbage til torsdagens kamp i gruppe G. Med et uafgjort resultat vil Tyskland og USA skrive sig på listen over resultater, der lige præcis spillede et resultat hjem, som begge hold kunne bruge. Sker det, vil beskyldningerne om matchfixing sikkert lyde igen. Derfor er det også sikkert, at FIFA vil kigge med i aftenens kamp og sikre, at alt foregår efter bogen.

Men hvad nu, hvis stillingen i kampen kort før tid er fordelagtig for begge hold? Kan man så bebrejde holdene ikke at opsøge flere mål? Den problematik kommenterede den danske træner og tidligere storspiller, Michael Laudrup, på i 2012.

- Hvis to hold spiller mod hinanden, og begge hold skal bruge et uafgjort resultat, så ville jeg ikke forvente, at nogle af holdene kastede alt frem for at vinde, hvis det stod lige med 20 minutter tilbage. Det er ikke matchfixing i mine øjne, sagde Laudrup.

Hvad mener du? Deltag i afstemningen i faktaboksen, hvor du også kan give dit bud på udfaldet af kampen.

Se TV 2's sendeplan for VM HER.

VM i fodbold varer fra 12. juni til 13. juli, og TV 2 sender 33 VM-kampe direkte - og ALLE VM-kampene (også dem fra DR) on demand på TV 2 Play.

Peter Schmeichel er vært i VM-studiet og får blandt andet besøg af eksperterne Flemming Povlsen, Niclas Jensen, Thomas Frank, Niels Frederiksen og landstræner Morten Olsen.

I kommentatorboksen vil tre par få mikronerne på skift - Flemming Toft og Morten Bisgaard, Thomas Kristensen og Jess Thorup samt Zak Egholm og Nicolai Stokholm.

På tv2.dk vil der naturligvis også være en massiv dækning på vores VM-sitet - vm.tv2.dk. Blandt andet vil Zak Egholm hver morgen åbne op for webtv-programmet "Zaks Zone" med VM-nyheder, analyser og eksperter i studiet. Eksperterne i 'Zaks Zone' bliver de to tidligere landsholdsspillere Nicolai Stokholm og Søren Larsen.

Endelig vil TV 2 som altid også være massivt på stede på de sociale medier, hvor TV 2's VM-hashtag er #sambabold