Dansk svømmeåbenbaring: ALT i mit liv er svømning

Du kan følge EM i svømning LIVE og On Demand på TV 2 PLAY

Viktor Bromer var hurtigst af alle i aftenens semifinaler i 200 meter butterfly ved EM i Berlin, og satte endda ny nordisk rekord tidligere på dagen.

Og det er på ingen måde tilfældigt at Viktor Bromer nu er med i kampen om medaljer, han er nemlig i en alder af kun 21 år så dedikeret til svømning at det fylder langt størstedelen af hans tilværelse både i og udenfor pølen.

- Det fylder stort set alt. Det er hvad jeg spiser, det er hvad jeg vælger at gøre i weekenderne, om jeg er aktiv eller om jeg bare vælger at blive hjemme og slappe af, fortæller det danske svømmehåb, som har sin daglige gang i Aalborg Svømmeklub.

Stortalentets dagsprogram bærer da også præg af at det der sker i klor-bassinet har førsteprioritet.

- En almindelig dag vil være at jeg står op klokken fem om morgenen og cykler til morgentræning. Så er vi der fra klokken seks til halv otte. Klokken cirka fire cykler jeg til træning igen og er der indtil en syv-otte stykker og så hjem og spise aftensmad og så tidligt i seng, så jeg kan nå til træning igen om morgenen, siger Bromer, som ind i mellem har tid til at passe sit HF-studie.

Hvor Danmark de seneste år har haft stor succes på kvindesiden, har det knebet mere med medaljer til de mandlige svømmere, men flere eksperter håber at man i Viktor Bromer har en fremtidens mand, et prædikat som han er bevist om, men som han prøver at nedtone.

- Jeg prøver ikke at tage så meget stilling til at nogen synes at jeg er det nye håb på herresiden for at undgå presset og de forventninger til en selv som ikke nødvendigvis er så positive. Men det er jo positivt at folk de tror på en, og har den forventning til en. Men jeg går bare til svømning for at have det sjovt og se hvad det bringer, fortæller den 21-årige butterfly-specialist.

Men selvom Viktor Bromer er ganske beskeden, og beskriver sig selv som ’en meget stille og rolig fyr’, så er drømmene for fremtiden gyldne.

- Jeg har alle de drømme som jeg håber at alle dygtige svømmere har. Altså vil jeg gerne blive verdensmester og olympisk mester og det som hører med, hvis man bliver den bedste, siger han til TV 2.

Viktor Bromer kan tage et skridt mod at realisere drømmene, når han i aften har mulighed for at vinde medalje i finalen i 200 meter butterfly. En finale som man kan følge direkte på TV 2 Play.

EM på TV 2 Play

  • TV 2 sender alt fra EM i svømning direkte
  • Få det hele med: Følg EM i svømning LIVE og On Demand på TV 2 Play
  • Se hele sendeplanen HER
  • ADGANG TIL TV 2 PLAY: 

    Tilgår du denne artikel fra en smartphone eller tablet, skal du åbne vores TV 2 Play-app for at se det. Hvis du ikke har den, kan den hentes gratis i App Store (iPhone/iPad/IPodTouch), Google Play (Android 4.x) eller Marketplace (Windows Phone/Windows 8).

  • Hvis du ikke allerede er tilmeldt TV 2 Play, kan du oprette dig som bruger på play.tv2.dk
  • Du kan også få alle de seneste EM-nyheder på emsvoem.tv2.dk