Tidligere Contador-hjælper stjal sejren

Se alt fra Vuelta a España på TV 2 Play.

For anden gang i dette års Vuelta a España blev det til spansk etapesejr, da 13. etape af cykelløbet blev afviklet fredag.

Daniel Navarro fra Cofidis-holdet stak af fra feltet på de afsluttende kilometer og kørte alene i mål på den 188,7 kilometer lange etape fra Belorado til Obregón.

Landsmanden Daniel Moreno (Katusha) blev nummer to, to sekunder efter etapevinderen.

Etapen bød på visse stigninger, men var ellers overkommelig, indtil der kom en afsluttende stigning op til mål.

Her forsøgte også spanieren Alejandro Valverde (Movistar) at komme langt frem for at erobre bonussekunder til kampen om den røde førertrøje, men det lykkedes ikke.

Valverde, der var årets første spanske etapevinder i Vueltaen, blev nummer fire.

Et udbrud med blandt andre italieneren Damiano Cunego (Lampre) og spanieren Luis Leon Sanchez (Caja Rural) blev indhentet cirka 10 kilometer før mål, og så lignede det en overgang et opgør mellem sprinterne.

Afslutningen på etapen viste sig imidlertid at være for hård til en massespurt.

Etapen bragte ingen forskydninger i den samlede stilling.

Alberto Contador fører fortsat foran med 20 sekunder ned til Alejandro Valverde, mens colombianeren Rigoberto Uran (Omega Pharma-Quick Step) er nummer tre. Han er 1.08 minutter efter.

Sidste års Tour de France-vinder, briten Chris Froome (Sky), indtager fjerdepladsen med et minus på 1.20 minutter i forhold til Contador.

Vueltaen på TV 2

  • Vuelta ã Espana bliver kørt fra 23. august til 14. september, og TV 2 sender alle etaper direkte.
  • Dennis Ritter og Rolf Sørensen sidder i kommentatorboksen, mens reporter Rasmus Staghøj og fotograf Thomas Thoning følger Vuelta-feltet rundt på de spanske landeveje.
  • Efter hver etape sender vi Vuelta-studiet, og hver dag klokken 18-18.30 sender vi desuden et eksklusivt, mere nørdet Vuelta-studie på TV 2 Play
  • Desuden kan du også følge dagens etape i vores liveblog på vuelta.tv2.dk, hvor reporter Mike Kaltoft og ekspert Kim Plesner holder tv2.dk's brugere opdateret på løbet og svarer på spørgsmål undervejs
  • Du finder hele TV 2's Vuelta-sendeplan HER