Rørt Joachim Fischer efter exit: Skulle have været i år

Joachim Fischer missede fredag muligheden for at vinde sin fjerde Denmark Open-titel, da han og makker Christinna Pedersen tabte i tre sæt til et useedet indonesisk par.

Efterfølgende var det en tydelig rørt Joachim Fischer, TV 2 Sporten fangede, og han kunne i første omgang ikke sige, om han ville være at finde til Denmark Open igen næste år.

- Det ved jeg sgu ikke rigtigt, jeg havde en god chance for at vinde i år, og skulle jeg have haft fire, så skulle det nok have været i år, siger Joachim Fischer til TV 2 Sporten.

Den 35-årige dansker, som har vundet alle sine Denmark Open-titler med Christinna Pedersen, vandt i 2012 karrierens største sejr, da det blev til OL-bronze i London.

Se hele interviewet med en rørt Joachim Fischer i videoen over artiklen.