Ritter om lukning: Døden skal jo have en årsag

16x9
Dennis Ritter om lukningen af Christina Watches Foto: Scanpix

Cykelholdet Christina Watches-Kuma valgte i dag at lukke og slukke med den officielle begrundelse, at man føler sig modarbejdet af Danmarks Cykle Union.

DCU skulle blandt andet have frarådet danske cykeltalenter at skifte til holdet.

Men ifølge TV2 Sportens cykelkommentator Dennis Ritter holder den forklaring fra Christina Watches ikke helt.

- Jeg tror ikke på, at der er den eneste årsag til, at de lukker. Der må også være andre grunde til det her. Hvis man havde stærkt sportsligt og økonomisk fundament, så kunne man godt køre et cykelhold videre. Jeg tror, man har ledt efter en grund. Døden skal jo have en årsag, siger Dennis Ritter.

- Det er ingen hemmelighed, at DCU aldrig har været fan af den måde, man har rekrutteret ryttere på holdet, men jeg tror ikke, det er den eneste årsag.

Holdet har fra starten haft Michael Rasmussen som frontfigur og medejer, og hans blakkede ry kan have kostet på troværdigheden udad til.

- Vi skal ikke undervurdere det, der skete, da Michael Rasmussen for nogle år siden gik ud og indrømmede, at han havde løjet og dopet sig igennem sin karriere, siger Dennis Ritter.

- Der begyndte hans kæmpe store folkelige popularitet lige så stille at sive. Og den var holdets gødning i de første år. Da den ikke var til stede længere, blev det svært.

Holdet nåede at eksistere i godt fire år.