Mikkel Hansen går målamok: Se hans otte slangehug mod Kiel
Mikkel Hansen overstrålede samtlige af sine holdkammerater fra Paris Saint-Germain, da holdet tabte 25-27 på hjemmebane til THW Kiel i Champions League.
De danske Kiel-spillere Rasmus Lauge og René Toft Hansen får godt nok den resultatmæssige håneret, men personligt havde Hansen størst succes på banen.
Hansen nøjedes med at putte en enkelt bold i nettet i første halvleg, men efter pausen bombede han for alvor løs.
Der faldt nemlig syv scoringer fra 'Verdens Bedste Mikkels' hænder, hvormed han blev kampens topscorer med otte mål.
- Trods en stor opvisning af Mikkel Hansen taber Paris til Kiel, skriver klubben på Twitter.
Med resultatet overhaler THW Kiel pariserne i Champions Leagues gruppe A, hvor begge mandskaber dog ligger med otte point efter fem kampe.