Pytlick langer ud efter Wilbek og DHF: Jeg var korsfæstet
Den afgående landstræner Jan Pytlick benyttede dagens pressemøde til at lange kraftigt ud efter Dansk Håndbold Forbund og sportschef Ulrik Wilbek.
Pytlick peger på manglende opbakning som en af de helt store årsager til, at han har følt sig presset over en længere periode.
- Jeg synes, de sidste to år har været svære. Jeg har følt, at jeg har været korsfæstet. Jeg har hængt på væggen og stille og roligt forblødt. Jeg føler, at der i den sidste periode godt kunne have været en lidt skarpere opbakning, fortalte Jan Pytlick på pressemødet.
Endvidere sendte han en sviner i retning af sportschef Ulrik Wilbek.
- Vi har ansat en sportschef, og jeg må bare erkende, at jeg også troede, det ville rykke mere på tingene, end det har gjort.
Sportschef Ulrik Wilbek ønsker ikke at kommentere på Pytlicks udmeldinger.
I klippet over artiklen kan du høre Pytlicks sviner til DHF og Wilbek.
Herunder ligger hele pressemødet.