Sport

København Håndbold henter dansk talent hjem

Den talentfulde playmaker Melanie Bak udsætter sit håndboldophold i den slovenske storklub Krim, når hun med øjeblikkelig virkning tiltræder i København Håndbold på en lejeaftale for resten af sæsonen, det meddeler klubben selv.

Og det er ikke en helt ukendt spiller for de danske håndboldfans. 20-årige Melanie Bak har tidligere spillet i Randers HK, inden hun i sommers skiftede til Krim, hvor det altså kun blev til et halvt år i den slovenske storklub.

- Krim fik en verdensklasse playmaker ind på holdet, og det ændrede min situation. Spilletid og udvikling er vigtigt for mig, og hos København Håndbold er der udsigt til begge dele.

- Derudover har jeg et rigtig godt indtryk af klubben og holdet, som har et kæmpe potentiale, siger Melanie Bak.

Selvom det kun blev til et kort ophold i Slovenien hos Krim, så føler hun alligevel, at tiden i slovensk håndbold har bidraget til hendes udvikling.

- Jeg er mere unik som spiller nu. Jeg har min danske håndboldopdragelse, men jeg har taget noget af spillestilen fra Balkan til mig, så jeg tænker lidt ud af de bokse, vi ellers har tillært os i Danmark, siger Melanie Bak.

Cheftræner Reidar Møistad er da også yderst tilfreds med sin nye playmaker:

- Melanie er unik, da hun kan dække alle tre pladser i bagkæden, ligesom hun skal være med til at løfte kvaliteten til træning. Det styrker bredden på holdet og skærper konkurrencen.

- Samtidig kommer det også til at være kampafgørende, og så har hun fået en vindermentalitet ind i Krim, som jeg glæer mig til at få i spil, siger han.