Sport

TV 2 SPORT erfarer: Tidligere AGK duo i spidsen for kvindelandsholdet

Det danske kvindelandshold i håndbold skal ifølge TV 2 SPORTS oplysninger fra 1. juni trænes af Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind.

TV 2 SPORT erfarer, at det vil det være de to, der i morgen bliver præsenteret på det allerede indkaldte pressemøde i København.

Dermed bliver der tale om en større revolution på kvindelandsholdet efter fyringen af Jan Pytlick. Hverken chefen Klavs Bruun Jørgensen eller Søren Herskind, som bliver assistenttræner, har på noget tidspunkt prøvet at træne kvinder.

De to havde et længere makkerskab i AG København, da klubben tordnede ind på den danske håndboldscene. Men i 2011 røg de uklar med klubejer Jesper Nielsen om rollefordelingen på trænerbænken, da også Magnus Andersson blev tilknyttet.

Siden da har Herskind været ekspertkommentator på TV hos både TV2 og DR, mens Klavs Bruun Jørgensen har fortsat sin trænerkarriere hos Team Tvis Holstebro.

TV 2 SPORT har været i kontakt med både Klavs Bruun Jørgensen og DHFs sportschef Ulrik Wilbek som ikke vil kommentere på historien. Det har ikke været muligt at træffe Søren Herskind.

Du kan følge morgendagens DHF pressemøde på NEWS, tv2.dk og TV 2 SPORT fra kl. 10:30.