Husker du? Argentina banket i rød-hvidt Malmö
Se Danmark – Argentina fra klokken 19 direkte på TV 2 og TV 2 PLAY
Geografi gør, at Argentina og Danmark sjældent tørner sammen. Det sker højst hvert andet år, og ofte endnu sjældnere.
Således har danskerne ikke haft hænderne plantet i en lyseblå og hvid trøje siden VM i 2011, der blev spillet i Sverige. Det er argentinerne sikkert ganske glade for, for det blev aldrig deres aften. Foran næsten 11.000 tilskuere i Malmö blev sydamerikanerne kørt over og ud af mellemrunden.
Argentinerne kom ellers bedst fra start. Men glæden var kortvarig. For 1-0 til Argentina blev nemlig den første, største og eneste føring i kampen, som Danmark dominerede hele vejen igennem.
I anden halvleg var de argentinske underdogs lige oppe at snuse ved stillingen 25-23 i dansk favør, men så kom Niklas Landin på banen i stedet for Sørenn Rasmussen. Det to meter høje plankeværk lukkede helt af, Danmark scorede fem mål i træk og så var der ikke mere spænding i den kamp.
Sådan ser vi gerne, at det bliver fredag aften, hvor Argentina igen er modstanderen ved et VM. Denne gang bare i den stenrige oliestat Qatar, og næppe med næsten 11.000 glade danskere som indpisker.
Men mon ikke Landin, Hansen, Eggert og resten af herrelandsholdet klarer sig alligevel?