Sport

DHF raser over annullering af semifinale-billetter

Det danske rejsebureau Travel Sense står i øjeblikket overfor et meget kontroversielt problem i Qatar, der har vakt store frustrationer. De må forholde sig til at 50 af deres kunder, de danske fans, har fået annulleret deres billetter til VM-semifinalerne, på trods af at billetterne allerede var købt inden afrejse.

Begrundelsen er, at det danske landshold ikke selv skal spille om en plads i finalen.

Og nu tilslutter DHF sig kritikken.  

- Det er jo dybt kritisabelt. Det må bare ikke finde sted, at man har danske fans, der rejser til en slutrunde, og så annullerer man bare deres billetter. Så det er dybt kritisabelt, siger næstformand i DHF, Carsten Grønmann Larsen, til TV2 SPORT.

- Jeg har aldrig nogensinde været i nærheden af noget som det her, og jeg har dog været med til slutrunder de sidste syv-otte år. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er helt vanvittigt.

Og DHF vil, uanset om danskerne ender med at få adgang til semifinalerne i aften, gå videre med sagen.

- Vi vil kræve at få et svar fra IHF, for det er jo dem, der er arrangører af det her. Jeg ved godt, at der er en lokal arrangør hernede, men vi vil da kræve at få et svar, når vi kommer hjem fra IHF på de her ting. For det skal jo hverken ske nu, men vi skal jo heller ikke være udsat for det i fremtiden.

- Vi har jo altid danske fans, der rejser ud i verden for at støtte op om vores landshold, og derfor tager vi det her dybt alvorligt og vil kræve et svar.

Indtil videre er det endnu usikkert om der bliver fundet en løsning på billet-problemet.

- Status som jeg hørte i morges, det var at halvdelen af billetterne var ved at være på plads. Men jeg vil også gerne se billetterne i hånden og se dem give adgang til hallen, før jeg er sikker på, at det hele er blevet en succes. Og det tror jeg faktisk ikke på før folk er inde og har en plads. Og der er lang vej endnu tror jeg, siger Carsten Grønmann Larsen.