Sport

Hård kritik af Qatar-forhold: Find et nyt sted at spille VM

Qatar opfylder ikke menneskerettighederne, og bør ikke have så store sportsbegivenheder, som det er tilfældet med VM i håndbold i øjeblikket.

Det mener formanden for Spillerforeningen, Mads Øland, som har set forholdene i Qatar i forbindelse med, at Qatar i 2022 skal være værter for VM i fodbold.

- Jeg mener, det er en fejl, at FIFA har placeret VM i Qatar i 2022, og hvis ikke tingene ændrer sig radikalt, så mener jeg, at man skal finde et nyt sted at spille VM, sagde Mads Øland lørdag aften til TV 2 Sport.

Qatars stenrige oliestat har slavelignende forhold for de gæstearbejdere, som blandt andet bygger de stadions, som VM i fodbold i 2022 bliver afviklet på.

Mange mennesker er døde under arbejdet på at forberede den store begivenhed i 2022, fordi forholdene er langt under standard. Det er slet ikke godt nok, hvilket kultur- og kirkeminister Marianne Jelved (R) anerkender.

- Jeg synes, det er problematisk, at vi deltager i et stort stævne i et land, hvor menneskerettighederne ikke respekteres, og hvor vi har meget, meget kedelige historier om de forhold, der er for mange mennesker i Qatar. Det bryder jeg mig ikke om.

Burde man så helt holde sig væk?

- Det synes jeg heller ikke, at man skal, for vi er nødt til at huske på, at idrætsforeningerne er private foreninger, så det er ikke et stats- eller regeringsanliggende. Det er private foreninger, og det er deres foreninger, som forhandler om, hvor de forskellige kampe skal ligge henne i verden. Det er vi også nødt til at respektere.

- Vi kan have en mening om det, og vi kan kritisere det, og det gør jeg gerne, for jeg mener, det er forkert. Og jeg mener, at håndboldforbundene i deres internationale organ skal arbejde for, at der bliver lagt nogle andre principper, når de vælger, hvor de skal spille deres kampe.

Det er det internationale håndboldforbund IHF, som har besluttet, at håndboldslutrunden, som afsluttes i morgen, skal ligge i Qatar. Det samme gør sig gældende for de forbund, der står bag fodbold, cykling og atletik, som alle har placeret verdensmesterskaber i Qatar i fremtiden.

Mads Øland mener alligevel, at der fra politisk side skal ske en stærkere afstandstagen til Qatar.

- Jeg mener, at man skal være lidt mere offensiv, end vores minister er. Jeg har været dernede (I Qatar, red), og har snakket med bygningsarbejdere og været i de her ”laber camps”. Og det her er langt over, hvad vi kan acceptere. FIFA burde aldrig have placeret VM i Qatar, eller i hvert fald have stillet nogle krav i forhold til de her bygningsarbejdere. Alternativt må det politiske system drøfte det, lægge pres på og eventuelt sige kollektivt, at man ikke deltager.

Der har jo været kritisable forhold hos andre værtsnationer, som i f.eks. Kina. Hvorfor er der så stor modstand mod Qatar?

- Det her er værre end noget, jeg har set eller hørt om tidligere. Vi har over en million immigrantarbejdere fra Nepal og Bangladesh, der kommer på forfærdelige vilkår. Der er folk i tusindvis, der kommer til at dø for at bygge de her stadions. Der er ingen fodboldspillere, der har lyst til at spille på den baggrund. Det mener jeg er væsentligt forskelligt, fra det vi har set tidligere.

TV 2 Sport har besøgt nogle af de gæstearbejdere, som lever under stærkt kritisable forhold. Se besøget herunder.