Sport

Afsløring: Pytlick forhandler med storklub

WHC Vardar har nu bekræftet, at Jan Pytlick bliver en del af trænerteamet. Læs mere her.

Fremtiden er tilsyneladende ved at være på plads for den tidligere danske kvindelandstræner i håndbold Jan Pytlick.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger forhandler han nemlig med den makedonske storklub WHC Vardar.

Jan Pytlick har tidligere stået i spidsen for Team Esbjerg og GOG, men det meste af karrieren er foregået i landsholdsregi, hvor han bl.a. har sikret OL- og EM-guldmedaljer til Danmark.

Det fik dog en brat ende efter EM i december sidste år, hvor Pytlick og co. blot leverede en ottendeplads og derefter blev fyret af Dansk Håndbold Forbund.

Nu vender han så formentlig tilbage til klubhåndbolden – endda på øverste internationale plan – i form af Vardar Skopje, der har vundet et hav af nationale og internationale titler.

Klubben har netop fyret en anden dansker, Kim Rasmussen, der var konsulent for trænerstaben i klubben, efter knap en måned i jobbet. Han havde ellers en kontrakt på to og et halvt år.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Jan Pytlick, men ved opkald til den 47-årige fynbo får man blot en automatisk stemme, der klinger balkansk, i røret.

Jan Pytlick - Blå bog

Født: 5. juni 1967

Bor på Thurø og er udlært murer

Trænerkarriere:

GOG's kvinder (1991-1995) - to gange DM-guld

Team Esbjergs herrehold (1995-1997)

GOG's herrehold (1997-1998) - DM guld

Det danske kvindelandshold (1998-2005)

Det danske kvindelandshold (2007-2014)

Ansat som konsulent i den makedonske storklub Vardar Skopje (2015-)

Medaljer med landsholdet:

EM-sølv i 1998

OL-guld i 2000

EM-guld i 2002

OL-guld i 2004

EM-sølv i 2004

VM-bronze i 2013