Sport

Red Bull truer med at forlade Formel 1

De tidligere verdensmestre i Formel 1 fra Red Bull fik lidt af en lussing i årets første grand prix -  ganske som alle andre teams -, hvor Mercedes vandt med en omgang foran konkurrenterne.

Og hvis reglerne i Formel 1 ikke bliver ændret, så konkurrencen bliver åbnet mere op, så kan det meget vel ende med, at Red Bull trækker sig fra sporten efter denne sæson.

- Vi vil evaluere situationen igen (til sommer), som vi altid gør, og se på udgifter og indtægter, siger Helmut Marko, som er rådgiver for Red Bull-ejeren Dietrich Mateschitz, til østrigske medier i Melbourne.

- Hvis vi er helt utilfredse, vil vi overveje at forlade Formel 1. Risikoen er, at hr. Mateschitz mister lysten til at være en del af Formel 1, vurderer Helmut Marko.

Red Bull vandt verdensmesterskabet og konstruktørernes mesterskab fire år i træk (2010-2013), men efter de seneste regelændringer forud for sidste sæson har Red Bull ikke været så dominerende. Og i Australien kunne ingen følge med Mercedes-racerne.

Selv hvis Mercedes fortsætter med at uddele hurtige og klare tæsk til konkurrenterne, så forventer Formel 1-chefen, Bernie Ecclestone, ikke, at det østrigske team vil opsige den kontrakt, som de ellers har forlænget til 2020. Faktisk tværtimod mener Ecclestone.

- Dieter (Mateschitz) er sportsinteresseret, og jeg tror ikke, at han forlader sporten, fordi han taber. Jeg tror faktisk mere, han ville stoppe, hvis han bare vandt hele tiden, vurderer Ecclestone over for nyhedsbureauet Reuters.