Sport

Afsløring: FCM henter norsk europamester

FC Midtjyllands håndboldkvinder forstærker sig med en norsk europamester til den kommende sæson. 

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger har midtjyderne sikret sig en aftale med bagspilleren Veronica Kristiansen, der i december vandt EM-guld med det norske landshold. 

24-årige Kristiansen spiller lige nu i norske Glassverket, men hendes kontrakt udløber til sommer, hvor hun frit kan skifte til en anden klub. 

Den norske bagspiller var tidligere på sæsonen tæt på et skifte til Champions League-vinderne fra Györi, men dengang nægtede Glassverket at lade klubbens største profil smutte midt i sæsonen. Nu smutter hun i stedet til sommer, uden Glassverket tjener en krone, og flytter til Danmark for at trække i FC Midtjylland-trøjen. 

I FCM erstatter hun sin landsmand Ida Alstad, der vender hjem til norske Byåsen til sommer.

Også profilerne Nycke Groot og Line Jørgensen forlader FCM, der i stedet allerede har skrevet kontrakter med Team Esbjergs Johanna Ahlm og den danske landsholdsprofil Louise Burgaard fra Viborg HK.