Sport

Sådan kom årets pokalfighter tilbage efter sønnens død

Lasse Mikkelsen fra Skjern var for omkring halvandet år siden igennem en periode af sit liv, som han aldrig vil glemme.

Hans nyfødte søn dør, og håndboldspillet kommer i anden række og fungerer ikke. Men i dag er der vendt op og ned. Han er igen blevet far og spiller sit livs bedste håndbold, der i sidste weekend blev kronet med titlen som årets pokalfighter i Skjern Håndbolds pokaltriumf.

Kæresten, Carina Olsen, går alt for tidligt i fødsel. Fire måneder for tidligt kommer sønnen Elias til verden.

- Da han kommer ud, kan de se, at der er en meget lille hjertelyd. Så får jeg ham op til mig, og så giver han de her tre gisp, og så kan jeg bare se, at han ligger lige så stille og sover ind. Det var mega hårdt, fortæller Mikkelsens kæreste, Carina Olsen.

Den personlige tragedie viser sig på håndboldbanen, hvor Lasse Mikkelsen slet ikke kan få spillet til at hænge sammen.

Men heldigvis for det unge par bliver Carina igen gravid kort efter Elias' død. Og en sund og velskabt Benjamin kommer til verden ni måneder senere - og så går det stærkt på håndboldbanen.

- Sammenhængende med at Benjamin blev født, så frigav det også en masse. Jeg begyndte at spille rigtig godt bagefter, siger Lasse Mikkelsen.

- Det, folk ser på håndboldbanen, er så sort-hvidt. Enten leverer du, eller også gør du ikke. Det kan være på marginaler og på den ene og anden grund. Men der ligger bare tit nogle andre grunde bagved, hvor det personlige spiller rigtig, rigtig meget ind, og der har jeg i hvert fald fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig.

Tilbage står en lykkelig familie med mindet om sønnen Elias.

- Jeg har stadigvæk en tanke om, at han er et eller andet sted, og at jeg får ham at se på et eller andet tidspunkt, når jeg engang forsvinder herfra, siger Lasse Mikkelsen.

Og tilbage står en Lasse Mikkelsen, der lige nu er et af de mest varme navne i dansk håndbold.

- Han har i en stor del af den her sæson leveret det bedste, han overhovedet har gjort i Skjern Håndbold, siger Skjerns træner, Ole Nørgaard.

I klippet over artiklen kan du se indslaget om Lasse Mikkelsen og hans kæreste, der ærligt fortæller om den svære tid og vejen tilbage.

På onsdag klokken 21:25 sætter håndboldmagasinet Kontra fokus på personlige tragedier i sportens verden og vejen tilbage.

Det er på TV 2 SPORT, hvor Thomas Kristensen får besøg af netop Lasse Mikkelsen og Daniel Svensson, ligeledes fra Skjern, som overvandt kræftsygdom.