Sport

Efter tragedien: Positivt at være åben om det

SE HÅNDBOLDMAGASINET KONTRA EFTER SUPERMATCHEN I AFTEN KL. 21.25 PÅ TV 2 SPORT ELLER TV 2 PLAY.

Det kan være svært at udfylde sit job som håndboldspiller, når hele verden falder sammen omkring en.

For halvandet år siden mistede Skjern-spilleren Lasse Mikkelsen og kæresten Carina Olsen deres søn, da Carina Olsen gik i fødsel fire måneder for tidligt. En tragedie, som parret for få dage siden åbent fortalte om i TV 2 SPORT.

Det krævede overvindelse at fortælle om det, men responsen fra omverdenen har efterfølgende været positiv, fortæller Lasse Mikkelsen i aftenens udgave af håndboldmagasinet KONTRA på TV 2 SPORT. 

- Det har da været grænseoverskridende at lade folk komme så tæt på. Men vi har fået nogle henvendelser fra folk, vi ikke kender, som har været i en lignende situation, så det har været rigtig positivt at være åben omkring det, siger Lasse Mikkelsen.

- Vi gjorde det i starten, at vi var meget tætte omkring det. Der var ikke så mange, der vidste det, og vi var meget indenfor. Det var måske ikke den rigtige løsning.

I aften åbner Lasse Mikkelsen så endnu mere op for den svære tid, når KONTRA sætter fokus på personlige tragedier, der overskygger håndbolden helt og aldeles. Også holdkammeraten Daniel Svensson, der i en tid havde døden tæt inde på livet, kommer i studiet.

I fire måneder kæmpede Skjern-bagspilleren sin kamp mod kræften, som han i juli 2013 vandt, da han blev erklæret kræftfri. Og åbenhed har også været en afgørende faktor for ham. Undervejs lod han Jyllands-Posten komme tæt på forløbet i en artikelserie.

- Det hjalp mig rigtig meget. Min åbenhed har også gjort, at hver gang jeg hører om nogle andre, så siger jeg, at du bare skal give et ring, hvis du har brug for at snakke. Jeg kan altid snakke. Jeg kan altid lægge skulder og øre til, der er plads til det hele, siger Daniel Svensson.

Du kan se indslaget fra aftenens KONTRA over artiklen, mens indslaget med Lasse Mikkelsen og Carina Olsen fra i lørdags kan ses herunder: