Sport

Klavs Bruun kan tvinges til comeback: 'Det bliver ikke kønt'

Den kommende landstræner for de danske kvinder, Klavs Bruun Jørgensen, kan lørdag aften ende i et opsigtvækkende comeback på håndboldbanen.

Indtil sommer er han cheftræner i Team Tvis Holstebro, der lørdag møder Gorenje i EHF Cup'ens kvartfinale.

Men mange skader - senest en hjernerystelse til Simon Birkefeldt - har gjort, at træneren kan blive tvunget til at spille.

- Jeg har taget min sko med og er klar til at spille. Jeg er ikke sikker på, at det bliver noget kønt syn, men nu må vi se, hvordan det går, siger Klavs Bruun Jørgensen til Dagbladet Holstebro, der også melder, at han de seneste måneder har tabt sig en del kilo.

Den tidligere landsholdsspiller stoppede sin aktive karriere for fem år siden.

Klavs Bruun Jørgensen har siden været træner i AG København og Nordsjælland Håndbold, inden han i 2012 blev ansat som cheftræner i Team Tvis Holstebro.

Den 1. juni tiltræder han jobbet som dansk kvindelandstræner, hvor han har fået en treårig kontrakt.