Jan Pytlick: Intet samarbejde med Ulrik Wilbek
Vi har besøgt Jan Pytlick i Makedonien - se det hele i 'Kontra' i aften kl. 21.25 på TV 2 SPORT.
Han åbnede op for kritikken allerede kort efter sin fyring, og nu uddyber Jan Pytlick sin version af sagen, og hvordan han så på Ulrik Wilbeks rolle som sportschef - specielt under EM der blev Jan Pytlicks sidste kampe som landstræner.
- Der er selvfølgelig mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Specielt hele forløbet omkring det mesterskab vi var igennem nede i Ungarn. Vi har en sportschef med i Ulrik Wilbek, som er en rigtig dygtig træner, og det var ikke super meget sparring, vi havde - hverken om mesterskabet eller i forhold til holdet og udvikling.
- Jeg kender ikke hans arbejdsbeskrivelser i forhold til at være sportschef, men jeg havde måske et billede af, vi godt kunne have gjort det bedre sammen, fortæller Jan Pytlick fra Makedonien, hvor TV 2 SPORT har besøgt ham.
Samtidig slår han dog fast, at han godt var klar over, de var to om opgaven.
- Jeg løber jo ikke for ansvaret, for i bund og grund er det mit ansvar, at vi skal vinde håndboldkampe. Jeg mener dog, at vores set up skal være i orden.
- Da Ulrik blev ansat i jobbet, der så jeg det som en kæmpe fordel for mig og herretrænerne, at vi har så dygtig en mand på sidelinjen, som vi kan sparre med.
Manden du skulle referere til, det var Ulrik Wilbek?
- Ja, det var det.
Hvordan kan I så ikke tale sammen?
- Vi talte selvfølgelig også sammen, men det var ikke meget i forhold til kampene, og Ulrik har måske bare valgt at sige, at han blander sig ikke i det sportslige, det ved jeg ikke.
- Men når jeg kigger tilbage, så synes jeg, at når man er en gruppe, så er det rigtig vigtigt at arbejde sammen og have hinanden tæt på. Det er i hvert fald noget af det, jeg har lært, ved det jeg har været igennem.
TV 2 SPORT har været i kontakt med Ulrik Wilbek, der ikke ønsker at kommentere Pytlicks udtalelser. Han betragter det som en personalesag, men han fortæller dog, at det altid har været op til den enkelte træner, hvor meget han har lyst til at inddrage sportschefen – således også i tilfældet med Jan Pytlick.