European Games

Stærke glæder sig: Sidste chance for medaljer

Lørdag springer de danske svømmere i bassinnet med medalje-chancer for sidste gang.

- Det er sidste mulighed for medaljer. Danmark har mulighed for at fordoble medaljesamlingen i morgen, siger TV 2 SPORTs svømmekommentator Michael Stærke, som allerede inden lørdagens resultater er imponeret over den danske indsats.

Svømmerne havde håbet på at komme hjem med én medalje, og nu kommer de hjem med to, og det tal kan altså blive til fire.

De to danskere, der kan udbygge medaljehøsten, er Julie Kepp Jensen og Tobias Bjerg.

- Tobias har levet op til forventningerne og lidt til. Sætter dansk rekord og er seedet 6’er, så det bliver svært, siger Michael Stærke om Tobias Bjergs muligheder i disciplinen 100 meter bryst.

- Julie har her sin bedste chance for medaljer, så måske kan hun komme hjem med en af endnu flottere karat, siger han om Julie Kepp Jensens chancer i 50 meter butterfly.

- Men de kan begge svømme uden pres, for de har opnået det, man forventede af dem.

Team Danmark havde ikke forventet medaljer fra svømmerne, fordi de er for unge til det pres, var vurderingen. Derfor kommer de hjem med et flot resultat, selvom det ikke skulle blive til flere medaljer lørdag.