European Games

Tilfreds DIF-chef gør status: Fuldstændig fantastisk

De danske atleter overgik alle forventninger ved det første European Games. 

Danmark fik i alt 12 medaljer. Heraf fire guld, tre sølv og fem bronzemedaljer. Fire af medaljerne kom i hus søndag, på sidstedagen, og det er et resultat, som DIF's Chef de Mission for det danske hold, Morten Rodtwitt, kun kan være tilfreds med.

- Det var en fantastisk afslutningsdag. Det er nogen, man kun går og håber på, at man kan slutte af, som vi har gjort her, og at det så skulle lykkes for os, det er hænderne over hovedet. Det er fuldstændig outstanding, siger den danske Chef de Mission til TV 2 SPORT.

Søndag var de sidste danske badmintonspillere i aktion, og her blev det til en sølvmedalje i herresingle, og to gulmedaljer i damesingle og mixed double. Lørdag blev det til bronze til damedoublen og guld til herredoublen. 

- Jeg synes, badminton har gjort det fantastisk. De har gjort det, de skulle og kunne og har leveret varen i alle de fem discipliner, de har været med i. Så det synes jeg er en helt fantastisk afslutning på badminton, siger Morten Rodtwitt. 

Men de danske badmintonspillere var ikke de eneste, der kunne tage medaljer på den sidste dag. Den danske BMX-kører Simone Christensen fik Danmarks - i denne omgang sidste - guldmedalje ved dette års European Games. 

- Det var et fedt race. Hun er iskold, og jeg tror sgu, at hun er verdens sejeste BMX-kører, det må jeg sige. At hun går til opgaven på den måde, fra start til slut. Hun knuser dem, det er fantastisk, siger Rodtwitt, som stod på sidelinjen, da den danske BMX-kører kørte guldet hjem. 

Danmark fik i alt 12 medaljer, men DIF trækker de tre medaljer fra i statistikken, som de danske juniorsvømmere hentede i weekenden. Men selv med ni medaljer, har de danske atleter langt overgået forventningerne fra DIF, som havde sat fem medaljer som mål for det første European Games. 

- Vi har ikke været pessimistiske. Vi har været realistiske. 

- Vi er meget tilfredse. Vi kan ikke tillade os at være andet. Vi havde en målsætning om fem medaljer, og var udmærket klar over, at det var en udfordring at sætte niveauet for det her, når det er første gang. Men vi tager herfra med ni medaljer, som vi tæller, og så tre fantastisk svømmemedaljer - det er mere end godkendt. Det sætter niveauet og forventningerne for fremtiden, siger den danske Chef de Mission.