En ånd af fællesskab har ramt landsholdet

-

”Når lysene tændes i Parken, og vi samles fulde af håb….”

Sådan begynder sangen, som Savage Rose og Thomas Koppel satte sammen til DBU’s 100 års jubilæum i 1989.

Det er efterhånden nogle år siden. Men teksten oser stadig af lige nøjagtig den helt unikke stemning, der ligger som en lun og omfavnende dyne henover tribunerne på Østerbro, når det danske landshold går på banen.

De er 11, der i en lang række og med anføreren forrest tramper støvlernes dupper i græsset – men på de røde plasticsæder og i oplyste stuer landet over, er vi mange, mange flere. Og når nationalsangen brager ubarmhjertigt mod betontribunerne, ja så bruser gåsehuden og fællesskabet. Jeg elsker det. Og jeg er typen, der bliver rørt lige der – på min plads mellem et mylder af mænd og kvinder, drenge og piger, der i hvert fald ligner nogen, der har det på samme måde.

Jeg har været så heldig at være en del af Danmarks landskampe i forbindelse med mit arbejde siden 2006. Både ude og hjemme. Og det har været år, hvor nationalmandskabet har haft både med- og modvind. Spillemæssigt såvel som på den popularitetskonto, som fans, tilskuere og menigmand har oprettet i forhold til truppen i rødt og hvidt.

Landsholdsnedtur vendt
Presseboykot, lave tilskuertal i Parken, kritik i medierne og på diverse sociale medier og debatfora – for skuffende resultater, missede slutrunder og for at være kedelige.

Landsholdet har været igennem en vedholdende vridemaskine.

Og i en lang periode oplevede jeg ikke helt den samme stemning lande på Østerbro, når lysene tændtes i Parken. I gennemsnit var det nationale stadion for eksempel kun godt halvt fyldt til hjemmekampene i kvalifikationen til VM i 2014. Og begejstringen har til tider været bleg. Det var nemmere at høre nogen brokke sig end glæde sig, når det danske landshold spillede 90 minutter på hjemmebane. Vel nok med en kulmination, da Olsen og Co tabte 0-4 hjemme til Armenien i juni 2013.

Det gode ved en kulmination er, at så kan det kun gå den anden vej. Det var måske umiddelbart svært at se i tiden lige efter rædselskampen den 11.juni for to år siden. Men her knap 27 måneder senere synes jeg, at landsholdet har sørget for at tage et gigantisk hop i den positive retning. Både ved hjælp af konkrete tiltag og PR-baserede træk.

Noget mere effektfuldt end andet. Sådan er det jo altid. Men DBU har haft stor succes med at ændre billetpriser og at gøre det attraktivt at se flere landskampe i en kvalifikation. Ved at oprette familiebilletter og i det hele taget at gøre de røde plastiksæder på betontribunerne økonomisk tilgængelige for flere. Det betød blandt andet, at Unionen i slutningen af august kunne berette om en tilskuerstigning i Parken på 44% i forhold til kvalifikationen til VM i 2014. Det er fedt. Synes jeg. Hvem kan være uenig?

For få år siden åbnede DBU også en dør, der ellers har været låst med både kæder og hængelås – nyt land var de sociale medier. Og i dag er både Twitter, Facebook og Instagram en integreret del af DBU’s måde at kommunikere på. Både nyhedsmæssigt og med mere kuriøse indslag til fans og nysgerrige.

Landsholdslejren er ikke længere et lukket land for danskerne. Nu kommunikeres der direkte til de mange følgere. Og alle kan få en flig af det hold, som vi alle holder med. Klogt og nødvendigt træk set med mine øjne. Og sikkert også alle Jer andres.

Men kommercielle og nøje udregnede tiltag og initiativer gør det ikke alene. Og slet ikke for et folkeligt foretagende som landsholdet.

Holdet igen i fokus

Foto: Scanpix

For mig at se er det vigtigste, der er sket – HOLDET.

Jeg synes, at vi har fået et landshold, hvor netop det – HOLDET – er det vigtigste. Det er vigtigt for dem selv internt. Men det er i hele den her med-/modvindssnak godt nok også vigtigt eksternt. Vigtigt i forhold til dem, truppen er så afhængige af: Fansene.

Bevares der findes store individualister i truppen med en selvsikkerhed, der vejer mere end de største skibe fra Mærsk – men også for dem fornemmer jeg tydeligt, at HOLDET og opgaven er det vigtigste. Det er det, det handler om. Det er derfor, de er der. Lige der. På Hotel Marienlyst. Op på banen. I den røde trøje.

Jeg tillader mig ikke, at sætte to streger under, at sådan var det ikke i for eksempel 2010. Men jeg siger bare, at jeg mærker en anden ånd i landsholdslejren, når jeg er der. En ånd af fællesskab. Ingen er vigtigere end holdet. Og for mig at se, kan hverken kloge PR-folk eller gennemanalyserede tiltag hamle om med lige nøjagtigt det.

Jeg synes, at vi har fået et landsHOLD. Et landshold i sync.

Og hvor jeg for et øjeblik siden nævnte kampen mod Armenien i 2013 som kulminationen på en svær periode for landsholdet, så vil jeg fremhæve kampen mod Serbien i juni som det stik modsatte. Den stemning og indstilling der var der – på tribunerne og på græsset - har jeg sjældent oplevet bedre. Her lagde den lune og omfavnende dyne sig igen over lægterne på Østerbro.

Jeg var der. Og det er jeg igen i morgen. Når det gælder kampen mod Albanien. Ligesom godt 38.000 andre. I en udsolgt Parken. Og jeg glæder mig.

Som Morten Olsen sagde på pressemødet i dag: ”Det er vigtigt, vi får Parken til at svinge. At vi får Parken til at koge”. Det kunne være fedt – for os alle – hvis den opfordring ikke kun peger i retning af de 11 på banen. Men også når helt op i hjørnerne af det store stadion på Øster Alle – når lysene tændes i Parken ……