Sport

Her eksploderede balladen: Grigel tog sit tøj og gik

Det var efter Team Esbjergs pokalsejr over HC Odense i torsdags, at konflikten mellem landsholdsplaymaker Lotte Grigel og træner Lars Frederiksen for alvor eksploderede.

Som TV 2 SPORT kunne afsløre søndag, har 24-årige Grigel i længere tid haft et anstrengt forhold til sin træner i Esbjerg, hvilket resulterede i, at hun ikke ville spille lørdagens kamp i Holstebro. Men allerede torsdag aften i Odense fik klubikonet tilsyneladende nok. 

Team Esbjerg bekræfter mandag, at Grigel umiddelbart efter kampen i Odense hentede sit civile tøj i omklædningsrummet, og at hun ikke var med sine holdkammerater hjem i bussen.

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger forlod Grigel hallen kun få minutter efter slutfløjtet med sit civile tøj under den ene arm og sportstasken i den anden. Ifølge kilder forsøgte assistenttræner Lars Krogh Jeppesen at tale med playmakeren, men Grigel ønskede ikke at tale og gik sin vej.

Dagen efter deltog klubikonet ikke i træningen med holdkammeraterne. Til gengæld var hun sammen med sin far til møde med Team Esbjergs sportschef Thomas Hylle, hvor Grigel meddelte, at hun ikke ønskede at spille mere under Lars Frederiksen. Derfor forlod parterne mødet med en beslutning om, at Grigel ikke skulle spille for Team Esbjerg i Holstebro dagen efter. 

På klubbens hjemmeside skrev Team Esbjerg lørdag i et referat af 23-23-kampen i Holstebro, at Grigel ikke spillede på grund af sygdom, hvilket cheftræner Lars Frederiksen også gentog over for TV 2 SPORT sent lørdag aften. I begge tilfælde var det dog en løgn. 

Den nøjagtige årsag til konflikten mellem Lotte Grigel og Lars Frederiksen er stadig ukendt. Træneren henviser til sportschef Thomas Hylle, der ikke vil referere fra sine samtaler med Lotte Grigel. Landsholdsplaymakeren selv har ikke reageret på TV 2 SPORT's henvendelser. 

Lotte Grigel har spillet hele sin karriere i Team Esbjerg, er en af klubbens mest brugte ansigter udadtil og den klart mest efterspurgte spiller af fans, sponsorer og medier. Men det seneste år har hun tilbragt meget tid på bænken, mens cheftræneren har foretrukket andre på banen.

I sidste sæson var det svenske Johanna Ahlm, der nu er i FC Midtjylland, som fik meget af spilletiden som playmaker, og i den nye sæson har Lars Frederiksen foretrukket Estavana Polman - der tidligere ellers mest var venstre back - som sin spilstyrer. 

Lotte Grigel forlængede i januar sin kontrakt med Esbjerg frem til sommeren 2017. Sportschef Thomas Hylle kan endnu ikke sige, hvad balladen kommer til at betyde for Grigels fremtid i klubben.

OPDATERING: I første version af denne artikel skrev vi ved en fejl, at det var cheftræner Lars Frederiksen, der forsøgte at tale med Lotte Grigel, da hun var på vej ud af hallen. Det var naturligvis assistenttræner Lars Krogh Jeppesen, idet Lars Frederiksen på det tidspunkt stod i TV 2 SPORT's studie og var med i lodtrækningen til pokalsemifinalerne.