Sport

Efter ballade: Klubber siger nej tak til Lotte Grigel

Spekulationerne har været mange, siden det søndag kom frem, at Team Esbjergs Lotte Grigel er raget uklar med træner Lars Frederiksen i Esbjerg.

HC Odense, Team Tvis Holstebro og København Håndbold er blandt de klubber, der nævnes, når man taler om et muligt Grigel-exit.

- Helt overordnet er der vel ikke ret mange landsholdsspillere, som København Håndbold ikke synes er spændende spillere, men den helt konkrete sag som en kollegaligaklub står i, vil vi ikke kommentere på, siger direktør i København Håndbold, Kim Mikkelsen, til TV 2 SPORT.

Selv om Lotte Grigel spiller på landsholdet, og er en interessant spiller, så vurderer Mikkelsen, at det bliver svært at lokke Grigel fra Esbjerg.

- Nu ligger det ikke til København Håndbold at udnytte andre folks sager. Lotte er meget, meget vellidt både af fans og alt muligt i Esbjerg, så jeg er sikker på, at Thomas, Lars og Lotte finder en løsning, når hun kommer hjem fra landsholdet.

- Men selvfølgelig - alle landsholdsspillere der vil spille i København, er vi jo interesseret i.

Ude i kulden

Selvom den 24-årige playmaker har været i Esbjerg i 17 år og er et klubikon i Esbjerg, så er hun ikke selvskrevet til kampene.

Det har nemlig været hollandske Estavana Polman, der på det seneste har været den foretrukne på positionen som playmaker.

En anden mulig kandidat til at indlemme Lotte Grigel i truppen er Team Tvis Holstebro, der har en ledig plads på playmakerpositionen efter en skade til landsholdsspiller Lærke Møller.

- Lotte Grigel er jo på kontrakt både denne sæson og næste sæson i Esbjerg. Et eller andet sted har vi jo stadig et stærkt hold, men vi kigger på, om der kunne være mulighed for at styrke det på en eller anden måde, siger formand i Team Tvis Holstebro, Jørgen Hansen til TV 2 SPORT og fortsætter.

- Lotte Grigel er både en spændende og meget dygtig spiller. Men i og med hun er midt i en toårig kontrakt i Esbjerg, så ville det jo være helt utilstedeligt at tage kontakt til Lotte Grigel, så det har vi ikke gjort, afslutter formanden.

Nej tak fra Odense

Hos HC Odense på Fyn er man lidt mere klar i spyttet, hvad angår Esbjerg-spilleren. I går var direktør i HC Odense, Arne Buch, ude at sige til Ekstra Bladet, at de i hvert fald ikke er interesseret.

- Nej, vi skal ikke købe Lotte Grigel, lød den kontante melding.

Skulle Lotte Grigel få lov til at få ophævet sin kontrakt i Team Esbjerg og vælge at skifte til en anden klub, skal der gå 10 dage fra, hun spillede for sin nuværende klub og til en ny. 

Øverst i artiklen kan du høre, hvad Esbjerg-træner Lars Frederiksen havde at sige til sagen, da TV 2 SPORT talte med ham tirsdag.