Sport

Når sport bliver ligegyldigt: GOG-spillers kone ramt af kræft

I videoplayeren herover kan du se et udpluk fra interviewet med Kenneth Dahl Jørgensen.

GOG-spilleren Kenneth Dahl Jørgensen har ikke spillet én eneste kamp for den sydfynske klub i denne sæson, og det er der en helt særlig grund til.

I starten af året blev bagspillerens kone, Rikke, ramt af livmoderhalskræft, og pludselig var håndbolden fuldkommen ligegyldig for Kenneth Dahl Jørgensen. Han tog orlov og er fortsat ikke tilbage på håndboldbanen her ni måneder senere.

- For at være helt ærligt så er jeg faktisk fløjtende ligeglad med, om holdet taber og vinder. Sådan er sandheden. Jeg håber for drengenes skyld, at de vinder, men mine aktier i det her har været lig nul. Det har været så mange andre ting, som har fyldt, fortæller Kenneth Dahl Jørgensen til TV 2 SPORT, da han - sammen med sin kone - havde taget plads på lægterne i GOG Arena mandag aften, da GOG mødte BSV i pokalturneringen.

Kenneth Dahl Jørgensens Rikke blev opereret fire dage efter, at hun havde fået diagnosen, og faktisk blev hun raskmeldt en lille måneds tid senere. Men glæden og lettelsen blev hurtigt afløst af et tilbagefald og dermed også nye bekymringer.

- Der bliver fuldstændig lavet om på ens hverdag, når man får sådan noget trukket ned over hovedet. Der var mange ting, der skulle planlægges lige pludselig. Der var behandlinger, og der var pasning af vores lille søn. Der var rigtig mange ting, som skulle hænge sammen, og det kunne ikke forenes med håndbolden, fortæller den 27-årige GOG-spiller, som ikke havde nogen betænkeligheder ved at sætte livet som professionel sportsmand på pause.

- Det er jo - lidt hårdt sagt - rimelig nemt. Det er livet og familien før noget andet, understreger han.

I GOG har såvel ledelsen som trænerteam og holdkammerater bakket fuldkommen op om Kenneth Dahl Jørgensens beslutning, og opbakningen har betydet alverden for den lille familie. For udover at støtte sin kone gennem hele forløbet har bagspilleren også haft en stor opgave i at sørge for trygge rammer for parrets søn.

- Jeg har prøvet at holde modet oppe. Jeg har prøvet at være der så meget for min kone som muligt. Størstedelen af hendes behandlinger har været i Århus, og jeg bor her på Sydfyn, så der er lang vej derop. Jeg har ikke kunne være der alle dage, men vi har jo også en søn på to år, og hans udvikling er det vigtigste for os. Så at spare så meget energi op som overhovedet muligt til ham og at have overskud til ham, er sådan set det, jeg har beskæftiget mig med, forklarer Kenneth Dahl Jørgensen.

Heldigvis ser det nu ud til, at Rikke endnu engang overvinder kræften. Ifølge GOG-spilleren forløber behandlingen planmæssigt, og parret venter nu på godt nyt fra lægerne.

- Hun har det fantastisk. Hun er en gudsbenådet fighter. Hun har heldigvis her i slutningen af sin behandlingsperiode været ombejlet af fantastiske læger, som har gjort, at Rikke er i rigtig god bedring lige nu. Vi får endeligt svar i starten af næste år - den 14. januar for at være helt præcis - og der får vi forhåbentlig sat to streger under, at jeg har en sund og rask kone, understreger Kenneth Dahl Jørgensen, som dermed også er begyndt at tænke en lille smule på håndbolden igen.

- Jeg håber meget på at kunne ramme en enkelt kamp eller to inden jul. Det er ønskescenariet, fortæller playmakeren.

GOG besejrede i øvrigt BSV i mandagens opgør. Efter forlænget spilletid slog de gulblusede fynboer modstandere 30-28 og er nu klar til Final 4. Du kan se kampens afslutning i videoen herunder.