Roning

Her er årets sportsnavn i 2015

Kajakroeren vandt Danmarks Idrætsforbunds og Jyllands-Postens prestigefyldte pris.

René Holten Poulsen er Årets Sportsnavn 2015 i dansk idræt. 

Lørdag aften blev kajakroeren hædret ved Sport 2015-showet i Herning. Med hæderen følger en check på 50.000 kroner.

27-årige René Holten Poulsen vandt sidste år VM-guld i både 500 meter enerkajak og OL-distancen 1000 meter enerkajak.

Han blev desuden europamester i både 500 meter enerkajak og 5000 meter enerkajak.

De flotte resultater har gjort ham til et af de varmeste danske medaljehåb, når OL i Rio bliver afholdt i august. 

Legene i Brasilien bliver René Holten Poulsens tredje af slagsen.

Han debuterede i OL-regi som 19-årig i 2008 i Beijing, hvor han sammen med Kim Wraae vandt sølv i 1000 meter toerkajak. 

Fire år senere i London havde René Holten Poulsen håbet på en OL-medalje i favoritdisciplinen 1000 meter enerkajak, men han måtte dybt skuffet se sig henvist til en fjerdeplads. 

René Holten Poulsen blev kåret som Årets Sportsnavn i konkurrence med tre andre eliteudøvere.

Også svømmeren Jeanette Ottesen, orienteringsløberen Maja Alm og sejleren Anne-Marie Rindom var kandidater til hæderen. 

Sædvanligvis er der tre nominerede, men Anne-Marie Rindoms VM-guld i OL-disciplinen laser radial i november betød, at hun blev efternomineret. 

Det var første gang i prisens 25-årige historie, at komitéen, der uddeler prisen, valgte at efternominere en atlet. 

Årets Sportsnavn, der blev lanceret i 1991, bliver uddelt af Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med Jyllands-Posten.

Det er i år 25. gang, at prisen uddeles. Sidste år vandt triatleten Camilla Pedersen hæderen.

Se klippet i toppen af denne artikel, hvor Rene Holten Poulsen bliver verdensmester i 1000. 

Overblik: De sidste ti års vindere af Årets Sportsnavn

  1. 2015

    1. René Holten Poulsen (kajak)

    2. Camilla Pedersen (triatlon)

    3. Maja Jager (bueskydning)

    4. Lasse Norman Hansen (cykling)

    5. Jeanette Ottesen (svømning)

    6. Caroline Wozniacki (tennis)

    7. Lotte Friis (svømning)

    8. Herrelandsholdet (håndbold)

    9. Mads Rasmussen og Rasmus Quist (roning)

    10. Mikkel Kessler (boksning)