Sport

Derfor er Magnussen og Renault det perfekte match

Kevin Magnussen og Renault er et 'match made in heaven', mener TV 2's motorsportskommentator Ulrik Jönsson.

Så kan de godt flette næbbet! Alle dem, der ikke tror på mirakler. For sådan et er lige sket for Kevin Magnussen med Formel 1-kontrakten med Renault.

At danskeren skulle være en del af Formel 1-feltet i 2016 har ikke bare set svært ud. Heller ikke bare meget svært. Det var faktisk umuligt. Det krævede i hvert fald et mirakel. Og det er nu sket. Kevin Magnussen er tilbage i Formel 1.

Jeg skriver det lige igen. Bare for at være helt sikker på, at det passer. Kevin Magnussen er tilbage i Formel 1.

Second chances er et sjældent syn

Og hvor er det bare fedt!

Second chances er ellers ikke ligefrem trendy i Formel 1. Det er faktisk de færreste, der får sådan en. Især når den første chance var hos et team, der en gang var, og af en eller anden uforståelig grund af og til stadig kaldes, et topteam. Det må vel kræve, at man er bare i nærheden af toppen for at være et topteam. Men nej, McLaren kaldes stadig mange steder et topteam i Formel 1.

Det forstår jeg ikke. Men det er et sidespring.

Kevin Magnussen har fået en ny chance. Og det er en helt formidabel chance. Kevin tog selvfølgelig den chance, der opstod. Det havde han gjort, uanset hvad teamet havde heddet. At det så lige hedder Renault er så perfekt, at det stadig er lidt svært at tro på. Men det er altså sket.

Efter min mening findes der simpelthen ikke et bedre Formel 1-match for Magnussen.

Gigantiske forventninger

Da Kevin Magnussen kom ind hos McLaren var det til et team med en gigantisk historie i Formel 1 og dermed gigantiske forventninger. Dem var og er teamet ikke i nærheden af at kunne leve op til. Derfor var det en meget, meget svær post for en 21-årig gut uden Formel 1-erfaring.

Det emmer af fiasko og skuffelse hele vejen rundt om McLaren og har efterhånden gjort det i lang tid. Det bliver alle en del af, når man er ansat hos McLaren. Således også Kevin Magnussen.

Situationen hos Renault er en helt anden. Og meget bedre for Magnussen.

Renault har lige overtaget Lotus-teamet, og ingen forventer, at de kommer til at køre med om podiepladserne i 2016. Det tager tid at komme tilbage i Formel 1-gamet, og det ved alle i og omkring Renault. Og alle andre med indsigt i Formel 1.

Derfor er de ikke presset til at levere resultater med det samme. På den måde er 2016 et gratis år for Renault. Altså ikke, når vi taler om kroner og ører. Det er hamrende dyrt, og franskmændene vil spytte rigtig, rigtig mange penge i projektet. Men på resultat-fronten er det gratis det første år. Det betyder, at presset på kørerne også er mindre, fordi de ikke skal stå på mål for teamet, hvis det kniber med resultaterne.

Men i det lange løber det absolut ikke en gratis omgang at køre for Renault. Tværtimod.

Kevin Magnussen rettede mig engang i et interview. Han var 12-13 år dengang. Jeg stillede et spørgsmål, hvor jeg sagde, at hans drøm jo var at køre Formel 1. ”Nej, det er ikke min drøm at køre Formel 1. Det er min drøm at vinde Formel 1”, sagde knægten uden at fortrække en mine.

Sådan er det også med Renault. De kommer ikke tilbage til Formel 1 bare for at være med. De kommer tilbage for at vinde. Igen. Også der er matchet perfekt.

Starter fra bunden

Samtidig er Renaults indsats i Formel 1 et projekt, der starter fra bunden i 2016. Ikke, at de bliver sidst. Det gør de ikke. Men de starter med at bygge det hele op igen. Med store budgetter og lige så store ambitioner skal der bygges op til et angreb på VM-titlen.

Kevin Magnussen kommer nu til at være med til at bygge fundamentet for den satsning. Han vil som 1. kører i teamet få en stor rolle i den opbygning, der starter i år. Hvis Kevin leverer varen i 2016 – og det kan jeg ikke finde nogen grund til, at han ikke skulle gøre – så vil han stå i en nøgleposition i opbygningen af det Renault-team som med tiden vil gå efter VM-titlen.

En anden kæmpe forskel på tiden hos McLaren og nutiden hos Renault er, at Kevin Magnussen er 1. kører for franskmændene, og de har stor tillid til ham. Allerede da de første forhandlinger med Lotus blev indledt, havde Renault følerne ude hos Kevin Magnussen. Det var ham, de ville have.

At det ikke blev sådan i første omgang skyldtes, at Palmer og Maldonado allerede havde lavet aftaler med Lotus. Aftaler, som Renault ikke umiddelbart kunne komme ud af. Åbningen kom, da olien pludselig flød langsommere i Venezuela, så Maldonado’s sponsor ikke længere kunne smide de gigantiske millionbeløb, som de var forpligtede til. Og så blev kontakten mellem Renault og Magnussen for alvor hed. Det gør en meget stor forskel, at Kevin er kommet til et team, der virkelig ønsker at have ham.

Bedre end holdkammeraten

Jeg vil også pege på Kevins makker hos Renault, Jolyon Palmer, som en grund til, at Renault er den helt rigtige kæreste for Kevin Magnussen. Konkurrencen med teamkollegaen er og bliver en meget væsentlig målestok, når man skal vurdere Formel 1-kørere.

Fordi materiellet er så enormt forskelligt fra team til team, at det er meget svært at sammenligne kørere fra forskellige teams. Teamkammeraten har samme grej, og sammenligningen kan laves direkte. Godt nok vandt Palmer GP2 i 2014, men jeg vil alligevel ikke tøve med at vurdere Kevin til at være bedre end Palmer. Klart bedre.

Og så har danskeren allerede et års Formel 1-erfaring på kontoen. Det har Palmer ikke. Jeg er overbevist om, at Kevin tæver Palmer i 2016.

De næste uger får Kevin Magnussen meget travlt med at lære sit nye team at kende. Det arbejde startede i samme sekund som præsentationen i Paris sluttede. Det kommer til at tage alle Kevin Magnussens vågne timer i de næste uger at få lært det hele at kende. Og alle folkene hos Renault skal lære Magnussen at kende. De ved det sikkert allerede alle sammen – men ellers opdager de det snart:

Magnussen og Renault er det perfekte match!