EM i fodbold

Löw bekræfter: Schweinsteiger er med fra start mod Frankrig

Bastian Schweinsteiger er at finde i Tysklands startopstilling, når det i aften gælder EM-semifinalen mod Frankrig.

Se EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Den tyske anfører, Bastian Schweinsteiger, er kommet sig over en mindre knæskade og er med fra start, når Tyskland møder værtsnationen Frankrig om en plads i EM-finalen.

Det bekræftede landstræner Joachim Löw over for et stort presseopbud onsdag aften.

- Han trænede med denne morgen (onsdag, red.), og der var ingen problemer. Vi testede ham individuelt i går (tirsdag, red.), og han er kommet sig 100 procent. Han viste også mod Italien, at han har styrken til at være med fra start, sagde Joachim Löw.

- Hans erfaring er meget vigtig for os. Jeg har altid sagt, at Bastian Schweinsteiger vil være i startopstillingen, hvis han kan deltage i den afsluttende træning.

Schweinsteiger er blevet fulgt nøje af den tyske lægestab, siden han kom til skade i den dramatiske kvartfinale mod Italien.

Og mens Manchester United-spilleren altså er blevet klar, så må Joachim Löw undvære karantæneramte Mats Hummels samt Sami Khedira og Mario Gomez, der begge er ude med skader.

- Vi må tænke på de spillere, der ikke kan spille og kompensere for dem. Jeg stoler 100 procent på de spillere, som starter i morgen (i aften, red.) og de spillere, der kommer ind, og jeg håber, at det ikke vil forstyrre vores spil, sagde den tyske chef.

- Det vil blive den stærkeste modstander for Frankrig indtil videre, sagde Löw om det tyske semifinalehold, der dog skal passe på den stærke franske offensiv.

- Offensivt er Frankrig et af de mest fleksible hold i turneringen - ikke kun på midtbanen med Paul Pogba og Blaise Matuidi, men de tager også deres chancer mest effektivt med Dimitri Payet, Antoine Griezmann og Olivier Giroud.

- Jeg tror, at Frankrig vil angribe, eftersom de er under pres som værter. De er på hjemmebane og vil prøve hvad som helst, sagde Joachim Löw.

Sidst Tyskland stod i en semifinale mod en værtsnation var ved VM for to år siden, hvor Brasilien blev knust med 7-1. Löw er dog ganske sikker på, at det ikke vil gentage sig.

- Det var skrevet i stjernerne, og det vil ikke ske i en semifinale igen. Brasilien var rystede, fordi de indkasserede så mange mål på så kort tid. Frankrig er bedre defensivt, end Brasilien var dengang, sagde Löw.

Du kan se EM-semifinalen mellem Tyskland og Frankrig på TV 2 og TV 2 PLAY fra kl. 21 - der er optakt i EM-studiet fra kl. 20.

Husk også at følge med i livebloggen på em.tv2.dk fra kl. 19, hvor Michael Laudrup vil sidde klar til at svare på dit spørgsmål.