På trods af møgbeskidte og halvfærdige hoteller i OL-byen: - Det har været en god oplevelse

De mange fejl og mangler i OL-byen har gjort, at deltagerlandene har været nødsaget til at samarbejde for at blive klar til atleternes ankomst.

Som TV 2 SPORT fredag skrev, er OL-byen, der skal huse de danske delegerede og atleter ved de Olympiske Lege i Rio de Janeiro, langt fra bygget færdig. Faktisk ligner det flere steder en byggeplads.

Men på trods af huller i væggene, bygninger uden vand og manglende elektricitet, så har det for den danske delegation været en god oplevelse at ankomme til OL-byen.

- Vi blev ret hurtigt klar over, at vi var nødt til at hjælpe Rio 2016 med at få løst de her problemer. Det hjalp ikke noget, at vi påpegede at det var deres problemer og de skulle til at komme i gang. Så der har vi stået sammen på tværs af landene.

- Det har været en god oplevelse at se mange forskellige lande sætte sig ned og være samarbejdssøgende, fortæller Morten Rodtwitt, chef de mission for OL, til TV 2 SPORT.

Morten Rodtwitt og resten af den danske trup af delegerede ankom i mandags til OL-byen, hvor atleterne skal bo under de olympiske lege.

Byen er bygget i Barra de Tijuca, 30 km uden for centrum af Rio de Janeiro, og har kostet knap seks milliarder kroner at opføre.

Men selv om der er udfordringer de steder, hvor danskerne skal bo og arbejde, så har Morten Rodtwitt og deres kollegaer forsøgt at huske på den olympiske ånd.

For mange af de andre lande er markant mere presset end de danske. Flere atleter ankommer til OL-byen næsten en uge før de danske.

- OL-byen åbner officielt den 24. juli, og der er en hel del lande, der har atleter, som kommer der. Derfor har vi ligesom sagt, at vi ikke behøver at blive prioriteret som de første. Vi står i en anden situation end Australien eller Holland, hvor 60-70 atleter ankommer søndag, siger Morten Rodtwitt til TV 2 SPORT.

- Vi kan godt leve med et koldt bad, og at vi skal lede efter et toilet, der virker, når vi har behov for det. Så vi har sagt, at de skal bruge kræfterne på dem, der er mere hårdt ramt, og så får vi hjælp senere, siger han fra Brasilien.  

Selv om der er en del arbejde endnu, så håber Morten Rodtwitt, at OL-byen kan nå blive klar til at modtage de mange atleter.

- På nuværende tidspunkt er OL-byen ikke klar til at tage imod atleter. Men vi er mere optimistiske omkring, at den bliver det - men det kræver en jernhård indsats fra alles side, siger Morten Rodtwitt.