Rio 2016

'Et land i opløsning - olympisk fest eller fiasko i Rio?'

De Olympiske Lege kunne næppe være kommet til Rio på et dårligere tidspunkt.

De græd tårer af glæde i Bella Center i København den 2. oktober 2009. Den brasilianske delegation – med præsident Lula da Silva i spidsen – brød ud i euforisk jubel, da Rio de Janeiro blev udpeget som vært for de olympiske lege 2016. Jeg var der selv og oplevede euforien med egne øjne.

Den brasilianske delegation fejrer valget af Rio som OL-vært i 2009.

Få øjeblikke senere viste alverdens tv-skærme, hvordan hundredetusindvis af ”cariocas” – det portugisiske udtryk for Rio-indbyggere – gik jublende rundt i gaderne og på Copacabana-stranden. Et øjeblik af stor national stolthed og glæde.

I dag er stoltheden væk og afløst af vrede, afmagt og frustration. Det land, der brød ud i kollektiv jubel den oktober-eftermiddag i 2009 er ikke den samme land, der i dag tager imod olympiske gæster fra hele verden.

Meget har ændret sig.

Og i stedet for at gøre klar til en 17 dages uafbrudt idrætsfest med hele verden som gæster, kæmper værtsnationen i stedet for at undgå, at legene ender som kulminationen på en historisk national nedtur. Landet er – lidt forenklet sagt – i opløsning, både politisk, socialt og økonomisk. Og derfor kunne De Olympiske Lege næppe være kommet til Rio på et dårligere tidspunkt.

Det er synd og skam. Både for Brasilien, for Rio og for OL.

Jeg landede selv tirsdag aften i byens internationale Tom Jobim-lufthavn og fornemmede ret hurtigt, at den olympiske stemning var – lad os sige afdæmpet! Nok var der flinke og rare frivillige, der gerne ville hjælpe. Men deres viden var begrænset. ”Transport ind til centrum, siger du? Øjeblik – jeg må lige spørge en anden…!” Med andre ord… graden af organisation og “styr på sagerne” var - og er - bestemt ikke voldsom.

Da Rio sikrede sig legene på den 121. IOC-kongres i Bella Center var økonomien solid og fremtiden lys. To år forinden havde et massivt oliefund ud for landets kyst bidraget til at booste en økonomi, der allerede var i voldsom vækst. Præsident Lula da Silva var populær, grænsende til urørlig. Millioner af mennesker blev løftet ud af fattigdom. Landet var en gigantisk succeshistorie, som blev fortalt flittigt i medier over hele verden. Og OL i Rio skulle være kulminationen på den succes. En anledning til at vise hele verden hvor langt Brasilien var kommet. Og en lejlighed til at give Rio en ansigtsløftning og byens borgere en langt bedre infrastruktur og en højere levestandard. Nye veje, nye boliger, nye bydele, renere vand – ny optimisme.

Ekspræsident Lula da Silva.

I dag kan vi desværre skrive et stort rødt MINUS ud for samtlige punkter.

Optimismen er overhalet inden om af en økonomisk nedtur af historiske dimensioner. Og en politisk krise, der bl.a. har ført til suspension af præsident Dilma Rousseff. Forbundsstaten Rio er bankerot, offentligt ansatte har svært ved at få deres løn, herunder landets politifolk. Kriminaliteten er vokset voldsomt i omfang – i foråret blev der registreret op til 300 gaderøverier pr. dag!

Konsekvenserne er indlysende.

Sikkerheden under de kommende 17 dages olympiske lege er et stort, rødt, blinkende spørgsmålstegn. For atleter, for tilskuere, for olympiske gæster og for den lokale befolkning.

Sikkerheden er stærkt skærpet i Rio.

Jeg bor selv i byens abolutte centrum. Halvanden times kørsel fra Barra, hvor de fleste olympiske anlæg står, og hvor atleterne bor. Og for nu at sige det som det er… Jeg tør ikke forlade hotellet og gå ud i gaderne omkring. Alt for mange har advaret mig mod at gøre det. Og derfor tager jeg ingen chancer. Det bliver i olympiske, sikrede mediebusser, når jeg skal fra A til B. Ikke til fods. Og ikke med offentlig transport. Kald mig bare en kylling, men jeg skal ikke udsætte mig selv for risikoen for at blive (endnu) et let offer for byens kriminelle.

Forleden hørte jeg en historie, som på én gang både skræmte mig og fik mig til at trække på smilebåndet. Jeg ved ikke, om det er en – undskyld udtrykket – røverhistorie, eller om den er fuldt sandfærdig. Men den er god.

Jeg sagde til en kollega, at jeg nok ville løbe en tur næste morgen, for ”man bliver vel ikke udsat for røveri, hvis man bare er i sit løbetøj og alle kan se, at man ikke har værdier og kontanter på sig”. Hvorefter han fortalte at en svensk kollega under VM i fodbold i 2014 havde tænkt og gjort præcis det samme: Iklædt sig løbetøj og løbet en tur – hvorefter han var kommet tilbage til hotellet splitternøgen. Holdt op af banditter og frarøvet sit svedige løbetøj…!

Men langt værre er naturligvis frygten for, at Rio skal rammes af terror – ikke mindst efter at 10 personer fra en islamistisk terrorcelle blev anholdt den 21. juli – angiveligt i færd med at planlægge angreb. Ligesom det er kommet frem, at IS har oversat propagandabudskaber til portugisisk og opfordret sympatisører til at ramme legene hårdt.  

Nuvel.

Der er bestemt også positive ting at berette fra “The Marvelous City”. Og pessimismen og frygten må aldrig vinde. I lørdags åbnede en længe ventet metrolinje fra centrum og ud til de olympiske anlæg, som får vital betydning for tilskuerne. Og modsat perspektiverne for få måneder siden ser det ud til, at alle olympiske anlæg er klar til tiden.

Om få timer danner det navnkundige Maracana ramme om åbningsceremonien, som bliver en fejring af Brasilien og landets kultur. En budgetmæssigt skrabet version af de seneste OL-ceremonier. Mindre bling og blær – og mere passion og livsglæde. Der bliver både samba og sus i skørterne. Og så vil Brasilien og Rio-arrangørerne ikke bare fejre sig selv, men også aflevere et budskab til de milliarder af seere, der kigger med. Et budskab om bæredygtighed og om at passe på planeten.

Onsdag blev åbningsceremonien afprøvet på Maracana.

For første gang i OL-historien vil atleternes indmarch ikke bare blive en indmarch. De skal foretage sig noget meningsfyldt. De skal bidrage til en grønnere og bedre verden.

Så hvem med…. Måske bliver glædestårerne fra Bella Center i oktober 2009 afløst af nye glædestårer på Maracana fredag aften? Kun tiden kan vise, om Rio 2016 bliver fest eller fiasko.