Rio 2016

Guldfavorit fra Belgien forbereder sin egen død

Belgisk guldfavorit ved de paralympiske lege forbereder sig både på legene og sin egen død.

Den belgiske kørestolssprinter Marieke Vervoort er guldfavorit på 100-meter distancen ved de paralympiske lege i Rio. En distance hun også vandt på i London i 2012.

Faktisk er Vervoort så suveræn, at hun også har vundet VM guld på både 100-meter, 200-meter og 400-meter så sent som i oktober.

Ikke desto mindre indstiller hun karrieren efter legene i Rio. Og måske er det også mere end kun karrieren, der lakker mod enden. Hun overvejer nemlig aktiv dødshjælp.

- Jeg er begyndt at tænke på aktiv dødshjælp. Jeg har ikke længere noget privatliv, siger Vervoort ifølge radiokanalen RMC.

Vervoort har lidt af en ukendt sygdom siden hun var 14 år gammel. Sygdommen gør, at kroppen langsomt nedbrydes, og hun mister førligheden og bliver lam i dele af kroppen. Det eneste, der kan bremse sygdommen lidt er fysisk aktivitet.

Jeg vil ikke have en kirkebegravelse, og jeg vil ikke have kaffe og kage. Jeg vil have, at alle skal have et glas champagne i hånden og tænke på mig.

Men det er bare ikke så nemt, som det lyder.

- Alle ser mig være glad med guldmedaljen om halsen, men de ser ikke den mørke side. Jeg kan have store smerter og sover nogle gange kun 10 minutter om natten, fortalte Vervoort til tv-kanalen France 2 i en dokumentar tidligere på året.

 - Nogle gange får jeg for meget af alle de mennesker, der er omkring mig dag og nat, tilføjer hun.

Men det er nødvendigt med mange mennesker omkring Vervoort. Hun besvimer ofte, må bruge ble og må oftere og oftere på sygehuset. Hun bliver medicineret med valium og morfin og får besøg af en hjemmeplejer hver fjerde time.

Nu overvejer hun så aktiv dødshjælp, som siden 2002 har været lovligt i Belgien. Hun har allerede gjort sig tanker om begravelsen.

- Jeg vil ikke have en kirkebegravelse, og jeg vil ikke have kaffe og kage. Jeg vil have, at alle skal have et glas champagne i hånden og tænke på mig.

I første omgang gælder det dog de paralympiske lege i Rio, der starter den 7. september.

- Efter mine fysiske problemer havde jeg aldrig troet, at jeg skulle komme mig nok. Rio er mit sidste ønske, siger Vervoort.