Rio 2016

Tofts rørende OL-anekdote: Syg Muhammad Ali tændte ilden

Hans krop ryster i takt med alles følelser. Det er her, der er ild. Varme overalt.

Det føles som en golfbold, der skal synkes på plads. Hårene på mine forholdsvis tynde arme står som pigge. Dråber under mit øjenlåg presser sig på og tvinger flere blink end ellers.

Jeg er på Centennial Olympic Stadium den 19. juli 1996. I storbyen Atlanta, hvor Coca Cola og CNN holder hof, i staten Georgia som regnes for en af USA’s mest betændte racisme byer. Det her er Martin Luther Kings fødeby - borgerretskæmperen, der uligeretsligt tabte livet, fordi han prædikerede for ligeret.

Fortællingen skal med, fordi den påvirker scenen ved de olympiske leges åbning - en slags scenografi i sin helt egen udformning. En ramme som en hel verden fornemmer, den virker synlig mere for følelserne end for øjet.

Øjeblikket står som det stærkeste indtryk. Pomp og pragt bevidst indhyllet i amerikanernes “I have a dream” drøm om olympisk storhed - også politisk. Et følelsesstærkt budskab. Den olympiske fakkel afleveret af svømmeguldfisken Janet Evans - den fakkel der i oldtidens Grækenland symboliserede kontakten til guderne.

Så står han der. Muhammad Ali. En af de store. Måske den største.

Ham der kunne mere end at “stikke som en bi og flyve som en sommerfugl”. Ham der vel nok var boksningens, idrættens, mægtigste. Født som Cassius Clay, født som et aktiv. I kampen for retfærdighed, for ligestilling, født som sort.

Han står for øjnene af mig, de andre TV-kommentatorer og alle andre i en hel verden, som kender ham, som beundrer ham, som holder af ham. Den olympiske guldvinder fra 1960 i boksningens letsværvægt. Ham der gjorde USA hæder ved legene i Rom. Ham der kom hjem til ydmygelse på grund af sin hudfarve. Han var en “champ”, men blev kaldt “boy”. Han blev nægtet adgang til ellers offentlige steder.

Det blev for meget, han tog fat i protestdelen og ændrede navn og religion - “black muslims”. Samtidig nægtede han militærtjeneste i Vietnam, hvor amerikanerne var i krig. “Jeg har ingen fjender der”. Det kostede VM-titler i sværvægts boksning og fem års fængsel, som han dog appellerede sig ud af.

Han kom hjem som en vinder, han tabte midlertidigt - men vandt. Alles hjerter og sympati.

Og her står han så - over for mig og alle de andre. Både lys og levende. Indhentet af Parkinsson, der har forvandlet hans bevægelighed som Ringenes Herre til en rystende udgave af det der var. Og er.

Han modtager faklen fra klorvandets princesse. Tager fat med begge hænder. Slipper med den venstre, som starter Parkinssons rystelser. Sammenbidt holder han den symbolske lyskilde i sin strakte højre arm, mens resten af kroppen er i uro. Det er her jeg fornemmer nogle stærke følelser. Her står “en af de helt store”. I livets nøgenhed.

Hans øjne er fokuseret på den strakte, rolige arm. Endnu en gang brænder ilden i ham. Han viser en hel verden kontrol. Og selvom symbolikken med ilden er noget af det største i olympisk sammenhæng, så kan Muhammad Ali, som han står der og uden at sige noget, stå inde for sine egne fyndord: “I am the Greatest”.

Han kigger målrettet ned på den egentlige tændsats, der skal sørge for flammens videre vej til den ild, der skal brænde under legene.

Hans krop ryster i takt med alles følelser. Det er her, der er ild. Varme overalt. Flammerne smyger sig op mod Ali, der flytter hænderne tættere på kroppen. Han nægter at lade sig stoppe.

Og så. Tændingen.

Flammen spadserer op ad linen mod vasen der skal blomstre den olympiske ild. Det var lange sekunder. Ikke så mange, men lange. Og endelig sker det. Vi rejser os og bryder ud i jubel. Det olympiske bagland vil nok hævde, at det er fordi legene nu er i gang. Jeg gør det…for Muhammad Ali. Det største øjeblik, nogensinde. Iført gåsehud, hjertebanken og et stadigt blik ned mod “The Greatest”.