Rio 2016

Det gik du glip af i nat: Fantastiske Phelps baskede Bromer, choknederlag og uhæmmet jubel

Formidable Phelps hentede to guldmedaljer, mens Viktor Bromer desværre var langt fra OL-medaljer. Her er de vigtigste øjeblikke, du gik glip af i nat.

Mens du lå og sov, var der gang i biksen i Brasilien.

OL i Rio kørte på højtryk natten til onsdag. Der var dansk finaledeltagelse. Vi fik nogle vilde OL-rekorder. Der var store følelser i frit løb. Og så bød natten på choknederlag og nedtur for den største stjerne.

I denne artikel giver vi dig et overblik over alt det, du gik glip af i nattens mulm og mørke. Klik dig igennem videoerne, og så er du fuldstændig OL-opdateret og klar til watercoolersnak med kollegaerne.

Viktor Bromer måtte nøjes med sjetteplads

Tredje gang var desværre ikke lykkens gang for de danske svømmere ved en OL-finale i Rio. Danske Viktor Bromer svømmede om medaljer i disciplinen 200 meter butterfly natten til onsdag. Han havde sat snuden op efter metal, men desværre måtte han tage til takke med en sjetteplads. Se Bromers finaleheat på 59 sekunder her:

Michael Phelps tog sin 25. OL-medalje

Manden er jo latterlig. Svømmemonsteret Michael Phelps hentede to guldmedaljer natten til onsdag. Først sejrede han i 200 meter butterfly foran danske Viktor Bromer. Det gjorde ham til den ældste guldvinder i en individuel disciplin i svømning ved OL. Se Phelps tage medaljen her:

Og minsandten om han ikke gjorde det igen en times tid senere. Phepls sprang i vandet og hentede sin 25. OL-medalje, da han sammen med sine tre amerikanske holdkammeraterer sejrede i mændenes 4 x 200 meter fri. Det var Phelps' OL-guldmedalje nummer 21 i karrieren. Helt vildt. Se ham udvide sin medaljesamling i videoen her:

 Serena Williams ude af OL efter choknederlag

I forgårs røg Novak Djokovic ud af tennisturneringen som førsteseedet, og i nat kom turen så til kvindernes storfavorit. Serena Williams er højest overraskende færdig ved OL i Rio efter nederlag til ukrainske Elina Svitolina i to sæt med cifrene 6-4, 6-3. Se højdepunkterne fra kampen her:

Egypten slår overraskende Sverige 

Nu vi er ved choknederlag. Egypten slog sågar Sverige i mændenes håndboldturnering. I vaskeægter gyser løb nordafrikanerne med sejren over vores naboer med 26-25. 

Koreansk fægter går jubelamok efter vildt comeback

Videre til noget, vi alle sammen elsker. Jubel. Glæde. Guld. Alle tre ting er kerneelementer i videoen neden for, der viser koreanske Park Sang-young, der i nat vandt OL-guld i fægtning efter et vildt comeback. Han var langt bagud, men kom stærkt igen og sikrede guldet med 15-14 over sin ungarske modstander. Og så gik han ellers helt og aldeles amok i jubelrus.

USAs gymnastikpiger sikrer guldmedaljen

Mere jubel. De amerikanske gymnastikpiger hentede guld, mens du lå i din seng. "Fighting five", som de kalder sig selv, vandt foran Kina og Rusland, og det fejrede de med stereotypisk amerikansk cheerleader-lignende jubel. 

Målmandsstjerne i fælt drop

Vi slutter vores natterendevouz med Hope Solo. Hun er målmand for USAs kvindelandshold. Og i øvrigt en af de største profiler i sporten overhovedet. Men denne situation er ikke ligefrem det, vi forbinder med den normalt så stabile keeper. Hun dropper nemlig storslemt mod Colombia. Se selv i klippet. I øvrigt endte kampen 2-2.