Rio 2016

Søren Espersen langer ud efter Haarder: Upassende at kritisere kronprinsen offentligt

Det er upassende, at Bertel Haarder kritiserer kronprins Frederiks udmelding om Ruslands OL-skæbne, mener Dansk Folkeparti.

- I den grad upassende, at en af dronningens ministre, Bertel Haarder, står offentligt frem og kritiserer kronprinsen.

Sådan skriver Danske Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen fredag på Twitter.

Det sker efter, at Bertel Haarder tidligere indikerede, at det var en forkert beslutning, da kronprins Frederik, som medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), bakkede op om IOC’s beslutning om ikke at udelukke alle Ruslands atleter fra OL i Rio efter beskyldninger om doping.

- Jeg tænker på fremtiden. Jeg kan jo ikke lave om på det, IOC har besluttet, og det kan kronprinsen og Poul Erik Høyer (Danmarks andet IOC-medlem, red.) heller ikke, lød det fra Bertel Haarder i et interview med TV 2 og understregede, at han ikke vil bebrejde, at de to danske IOC-medlemmer er loyale over for beslutningen.

Kritiserer ikke kronprinsen direkte

Ifølge Søren Espersen havde kronprins Frederik ikke andet valg, da det kunne have ødelagt Danmarks diplomatiske forbindelser til Rusland, hvis kronprinsen havde sagt det modsatte.

- Jeg har tidligere været modstander af, at kronprinsen skulle være medlem af IOC, fordi jeg var bange for, at han skulle blive taget som gidsel i politik. Men jeg synes, han har klaret det rigtig flot, siger Søren Espersen til TV 2.

I interviewet med Bertel Haarder kritiserer ministeren dog ikke direkte kronprinsens beslutning:

Havde du ønsket, han havde udtrykt sig anderledes?

- Det vil jeg ikke udtale mig om, for jeg er selv et loyalt menneske og sidder i en regering, der beslutter mange ting, som jeg ikke altid er helt med på, men jeg er loyal over for det, der er enighed om.

- Det er en kæmpe brøler

Ifølge idrætsprofessor Hans Bonde har kronprins Frederik udtalt sig om noget, han ikke burde i henhold til den danske tradition, der tilsiger, at monarken ikke blander sig i politik.

 - Jeg mener, det er en kæmpe brøler på flere leder, siger Hans Bonde til TV 2.

Ved at fremhæve, at et britisk IOC-medlem har taget afstand fra beslutningen, siger Hans Bonde, at kronprinsen i hvert fald ikke havde behøvet at udtrykke støtte til den.

Derudover mener idrætsprofessoren, at kronprins Frederik begår endnu en fejl ved yderligere også at begrunde rationalet i IOC’s beslutning.

- Det havde han ikke behøvet at gøre, for det er politisk. Og det udstiller jo også, at han selv går ind for det, siger Hans Bonde.