Rio 2016

Skovbrand raserer området hvor danske medaljehåb skal i aktion

Skovbrande raserer lige uden for Rio - det har nu konsekvenser for flere danskere. Scanpix

Branden er brudt ud i det vestlige Rio, som huser byens mountain bike-stadion, BMX- og kanoslalom-banen.

En naturbrand er brudt ud i Deodoro Hills - tæt på den Olympiske By i Rio. På grund af branden har flere atleter måttet evakueres fra området.

Branden er brudt ud i det vestlige Rio, som huser byens mountain bike stadion, BMX- og kanoslalom-banen.

Ifølge News.com.au er Mountain Bikerne blevet evakueret fra parken på grund af ilden.

Ilden kan tydeligt ses fra flere af de olympiske arenaer - blandt andet Hockey arenaen.

Dårligt nyt for danske medaljehåb

Skovbranden er rigtig dårligt nyt for tre danske OL-atleter.

Simon Andreassen og Annika Langvad kan nu ikke træne på mountainbike-ruten, mens Simone Tetsche heller ikke kan øve sig på BMX-banen.

De to sidstnævnte - Anikka Langvad og Simone Tetsche - er begge gode bud på danske medaljer i hver deres disciplin.

Anikka Langvad blev for nylig verdensmester i mountainbike, hvorfor hun må regnes som en af de absolutte favoritter til OL-guldet.

Tilskuere skadet af faldende kamera

Kraftige vinde sender røg fra ilden ud over Rio, og skaber problemer for flere olympiske arrangementer. Blandt andet blev flere tilskuere skadet, da et kamera blev revet løs på grund af de kraftige vinde, og faldt ned over de olympiske basketballbaner.

Også i sidste uge drillede naturbrande i Deodoro-området de Olympiske Leges rugby-kampe.