Rio 2016

Har du også undret dig? Derfor får OL-atleterne ingen blomster

Normalt får OL-atleterne en buket blomster i hånden, efter medaljen bliver hængt om halsen. Men i år er blomsterne afskaffet af en helt særlig grund.

Hundredevis af medaljer er efterhånden blevet uddelt ved de olympiske lege i Rio de Janeiro. Men som de fleste nok har bemærket, er det ikke kun medaljen, atleterne får med hjem.

Ved tidligere olympiske lege har det været tradition, at atleterne har fået udleveret en buket afskårne blomster sammen med medaljen. Men i år har der ikke været nogen velduftende planter. I stedet har de fået en lille farverig skulptur stukket i hånden.

Og det er der en helt særlig grund til. I år har OL-komitéen nemlig i høj grad fokuseret på miljøet.

Tonsvis af affald og råstoffer

Når tusindvis af atleter valfarter til OL-byen, skal der ualmindeligt store mængder af vand, energi, mad og råstoffer til for at holde gang i legene. Organisatorerne har estimeret, at der under OL vil blive brugt mere end dobbelt så meget elektricitet, som Braziliens enorme vandkraftværk 'Itaipu' generer.

Der vil blive produceret fem gange så meget skrald, som Rio de Janeiros seks millioner indbyggere selv formår at producere på et år, og der vil blive udskilt 3,5 millioner tons CO2. 

Maracanã stadion i Rio de Janerio.

Der er ikke noget at sige til, at de olympiske lege tager hårdt på miljøet, og med de store forureningsmæssige udfordringer, som Rio i forvejen kæmper med, har det været nødvendigt at tænke i alternative baner.

Medaljer af grundbrugsmateriale

Og her findes så forklaringen på de små skulpturer, som atleterne får stukket i hånden ved medaljeceremonierne.  

Ifølge Mashable bliver blomsterne ofte smidt ud, og selv hvis de ikke gjorde, ville de ikke kunne overleve længe i det brasilianske klima. Så for at mindske mængden af affald, har man valgt at droppe blomsterne og i stedet give atleterne en skulptur, der vil kunne holde i mange år.

Denne lille skulptur, som atleterne får sammen med medaljen i stedet for en buket blomster, skal skåne miljøet.
Medaljerne, som de danske svømmere har om halsen, er produceret med omtanke for miljøet. Blandt andet er sølv- og bronzemedaljerne lavet med 30 procent genbrugsmateriale.

Det er dog ikke det eneste, man har gjort for miljøet. Guldmedaljerne er for eksempel lavet af guld, der er udvundet uden brug af det ekstremt giftige kviksølv.

Sølv- og bronzemedaljerne er lavet af 30 procent genbrugsmateriale, og båndene, som medaljerne hænger i, er delvist lavet af genbrugte plastikflasker.

Svømmeren Pernille Blume med sine to OL-medaljer. Båndene, som hænger om halsen, er delvist lavet af plastikflasker.

Men på trods af de miljøvenlige tiltag under OL, ændrer det ikke på, at Rio fortsat lider under kraftig forurening, som man helt frem til atleternes ankomst har gjort et ihærdigt forsøg på at komme til livs. 

Floderne i Rio lider under voldsom forurening. Her forsøger arbejdere at fjerne skrald fra vandet.