Rio 2016

Det gik du glip af i nat: Neymars vidundermål og amerikansk stafetdominans

Neymar stod for et drømmemål direkte på frispark, da Brasilien tog fodboldguldet - og på atletikstadionet var USA's stafethold suveræne.

Den næstsidste dag ved OL i Rio bød på lækkerier, favoritsejre og øjeblikke, der kan mærkes.

Første mindeværdige øjeblik kom lidt efter kl. 01:00 dansk tid, da Neymar sikrede de brasilianske fodboldherrer OL-guld for første gang. Finalen mod Tyskland blev afgjort i straffesparkskonkurrence, og efter en tysk afbrænder var Barcelona-spilleren kølig på Brasiliens femte spark fra de 11 meter.

I de efterfølgende timer tog sprinterne over på det olympiske atletikstadion.

Storbritanniens Mo Farah løb fra konkurrenterne i mændenes 5000 meter, sprinterkongen Usain Bolt fik sin niende OL-guldmedalje om halsen, og så var både de amerikanske stafetmænd og -kvinder i 4 x 400 meter helt urørlige.

Oplev eller genoplev nattens højdepunkter herunder.

Vidundermål fra Neymar i brasiliansk triumf

Kampuret på Maracanã nærmede sig den første halve time, da Neymar blev lagt ned foran det tyske felt. Barcelona-stjernen tog sagen i egen hånd og scorede vel nok OL-turneringens flotteste mål. Scoringen til 1-0 holdt til det 59. minut, hvor Maximilian Meyer dukkede op og udlignede. Der blev ikke scoret mere i den ordinære spilletid - og heller ikke i den forlængede spilletid, hvorfor finalen skulle afgøres fra de 11 meter.

Både Tyskland og Brasilien scorede på deres fire første spark, men da Nils Petersen brændte tyskernes femte spark, fik Neymar muligheden for at sikre Brasilien OL-guld i fodbold for første gang. Den mulighed greb han - og i samme sekund brød langt de fleste af de 80.000 fremmødte på det mytiske stadion ud i vild jubel.

Neymar fejrer sin scoring i OL-finalen.

Amerikansk dominans i 4 x 400 meter

Ingen kunne hamle op med USA's mænd og kvinder i 4 x 400 meter. LaShawn Merritt var sidste løber hos de amerikanske mænd, og han sørgede for, at det olympiske guld blev sikret i årets hurtigste tid på distancen. Jamaica vandt sølv og henviste Bahamas til bronzen.

Allyson Felix havde fornøjelsen af at løbe sidste tur for de amerikanske kvinder, og det kunne hun gøre med et guldsmil på læben.

For sjette gang i historien vandt USA's stafetkvinder guld i 4 x 400 meter, og det var samtidig Felix' sjette OL-guldmedalje, hvilket gør hende til den mest vindende atletikkvinde i OL-sammenhæng.

Serbien sejrede i vandet

De serbiske vandpoloherrer var bedst i finalen mod Kroatien og kan nu kalde sig olympiske mestre. Serbien blev bare nummer fire i det indledende gruppespil, men kæmpede sig forbi Spanien i kvartfinalen og Italien i semifinalen. I finalen kom serberne foran 1-0, og fra stillingen 2-1 slap de aldrig føringen mod de forsvarende olympiske mestre. Guldet blev sikret med resultatet 11-7. Italien vandt bronze efter sejr på 12-10 over Montenegro.

Usain Bolt fik sin niende OL-guldmedalje

Sammen med Asafa Powell, Yohan Blake og Nickel Ashmeade var Usain Bolt på medaljeskamlen for at modtage sin niende olympiske guldmedalje, der blev sikret med Jamaicas sejr i 4 x 100 meter natten til lørdag. Bolt er den første atlet, der vinder guld i både 100 meter, 200 meter og 4 x 100 meter ved tre olympiske lege i træk.

Favoritsejr i kvindernes 800 meter

Den omdiskuterede Caster Semenya levede op til favoritværdigheden i kvindernes 800 meter-finale. På de afgørende meter var sydafrikaneren suveræn og krydsede målstregen i tiden 1:55,28, der samtidig er hendes bedste tid på distancen nogensinde. Francine Niyonsaba fra Burundi tog sølv i tiden 1:56,49, og kenyanske Margaret Wambui løb sig til bronze i tiden 1:56,89.

Mo Farahs double double

Storbritanniens Mo Farah var i en klasse for sig i mændenes 5000 meter-finale og løb over målstregen i vindertiden 13:03,30. Dermed er han den bare anden atlet, der vinder OL-guld i 5000 meter og i 10.000 meter ved to olympiske lege i træk. Finske Lasse Viren gjorde det samme i perioden 1972-1976.

Mo Farah vandt natten til søndag sin fjerde olympiske guldmedalje.