Rio 2016

Hver tredje danske OL-deltager kommer hjem med medalje

Danmark har vundet 15 medaljer, men over dobbelt så mange danske atleter kan rejse hjem med en OL-medalje.

Husk, at du i aften kan se OL-finalen mellem Danmark og Frankrig på TV 2 klokken 19. Vi starter allerede med optakt fra klokken 17.30.

120 danske atleter rejste til Rio. Og en stor del af dem kommer tilbage til Danmark med en medalje om halsen.

Det står klart, selv om der fortsat mangler at blive færdiggjort tre discipliner med danske atleter ved OL i Rio.

I maraton med Abdi Ulad og mountainbike med Simon Andreassen skal rigtig meget flaske sig, hvis de skal have en medalje.

Til gengæld er herrelandsholdet i håndbold sikre på en medalje. Spørgsmålet er dog, om det bliver af sølv eller guld.

Håndboldlandsholdets 14 spillere gør, at antallet af danske medaljeatleter bliver trukket gevaldigt op.

I alt 39 danske atleter har nu vundet en medalje ved OL. Ud af de 120, som tog af sted, svarer det til 32,9 procent. Altså næsten hver tredje atlet.

Det tal kunne have været højere, men der er et par af de danske atleter, der faktisk har taget mere end en enkelt medalje..

Pernille Blume, som indtil nu har vundet Danmarks eneste guldmedalje i Rio, vandt også bronze i 4 x 100 medley og guld i 50 meter fri.

Lasse Norman Hansen er den anden danske atlet, som har vundet to medaljer. Begge var af bronze, og de blev vundet i 4000 meter holdforfølgelsesløb og omnium.