Eks-landsholdsspiller vil fortsætte efter fødsel: Disse stjerner har gjort det med succes
Graviditet behøver ikke betyde karrierestop for sportskvinder på topplan. Flere har tidligere gjort flotte comebacks med titlen som mor i bagagen.
Håndboldspilleren Rikke Skov er den kommende sæson ikke at finde på banen for Viborgs grønblusede håndbolddamer.
Lykkelige omstændigheder gør, at hun må sætte håndboldkarrieren på pause. Men det betyder ikke, at det er slut med tophåndbold for den rutinerede back.
- Graviditeten kommer til at betyde, at jeg er ude af den sæsonen 2016-2017, som snart er ved at være på trapperne. Så ikke noget håndbold til mig, så må jeg hjælpe til på sidelinjen, som jeg har gjort alle de gange, jeg har været skadet eller siddet udenfor, siger Rikke Skov til TV 2 SPORT.
Selvom alderen siger 35 år, så er det ikke ensbetydende med, at det samtidig er slutningen på en lang og flot håndboldkarriere.
- At jeg måske har spillet min sidste håndboldkamp, det kan jeg ikke sådan lige forholde mig til. Det var en kanon sæson sidste år, hvor jeg selv føler, jeg var på toppen og leverede på topniveau, så det er ikke sådan, jeg ser nogen hindring for, at jeg skulle komme tilbage igen, siger Rikke Skov.
Skulle Rikke Skov vakle i troen på comeback undervejs i sin graviditet, så kan hun finde masser af inspiration hos andre kvindelige sportsstjerner.
Og fysiologer.
Som SportsLab i 2015 undersøgte, så er der nemlig også konkrete fysiske fordele ved at blive mor.
Det måske mest aktuelle eksempel herhjemme er aarhusianske Sara Slott Petersen, der siden hun fødte sin søn for godt tre år siden har udviklet sig helt enormt som atlet.
Herunder følger nogle af de mest succesfulde sportskvinder, der alle har det tilfælles, at de præsterede på topniveau efter at have født deres første barn.
Sara Slott
Sara Slott Pedersen blev gravid ikke længe efter sin 19. plads ved OL i London. Siden fødslen af sønnen Tobias er det kun gået én vej for den 29-årige hækkeløber, som i 2016 foreløbigt har toppet karrieren med en EM-titel og sølv ved OL på 400 meter distancen.
Kim Clijsters
Kim Clijsters til venstre takker for kampen mod danske Caroline Wozniacki under Australian Open i 2012. Clijsters fødte i februar 2008 sit første barn Jada Elle. Året efter vandt hun US Open og gentog bedriften igen i 2010.
Fie Udby
Fie Udby Erichsen vandt overraskende OL-sølv i London. Ni måneder og 17 dage senere blev hun mor til sønnen Thor. Siden vendte hun tilbage på vandet, og var ved OL i Rio regnet som et af Danmarks største medaljehåb. En tabt åre i semifinalen ødelagde dog den chance for Udby Erichsen.
Lindsay Davenport
Tennisstjernen Lindsay Davenport var tilbage på banen bare få måneder efter fødslen af sit første barn. Den tidligere verdensetter vandt tre af de fire første turneringer efter sit comeback, og var på rekordtid tilbage i top 25 på WTA's rangliste.
Paula Radcliffe
Verdensrekordholderen i maraton, Paula Radcliffe fejrer én af sine mange sejre med sin datter Isla. Datteren var blot ti måneder, da mor Paula vandt New York Marathon anno 2008.
Katrine Lunde
Katrine Lunde har i en årrække været vurderet som én af verdens bedste håndboldmålmænd. I 2015 blev hun mor for første gang, og godt et år senere var hun med til at sikre de norske håndbolddamer en bronzemedalje ved OL i Rio.
Kathrine Fruelund
Kathrine Fruelund nåede at vinde OL-guld i både 2000 og 2004, inden hun i 2012 stoppede sin karriere. I starten af 2013 blev hun mor, men i slutningen af juli samme år offentliggjorde hun, at hun gjorde comeback på håndboldbanen.