Sport

Paralympiske Lege: Her er de fem mest spektakulære atleter

Over 4300 atleter deltager ved de Paralympiske Lege i Rio. Vi har udvalgt de fem mest spektakulære.

De Paralympiske Lege er godt i gang. Åbningsceremonien er veloverstået, og nu skal der konkurreres på banerne og i bassinerne og alle mulige andre steder i og omkring Rio de Janeiro.

Atleter fra over 170 lande er i Brasilien klar til at kæmpe om 528 medaljesæt frem mod afslutningen den 18. september. Her forventes det, at der vil blive slået flere rekorder end nogensinde før, når der blandt andet skal hoppes, løbes, kastes, svømmes og smashes om medaljerne i de i alt 23 sportsgrene, der skal konkurreres i.

Blandt de mange atleter og sportsgrene har vi her samlet en liste med de fem mest spektakulære atleter, der er med ved dette års Paralympiske Lege.

Sarah Storey efter kvindernes 3000 meter individuel forfølgelse ved para-OL.

Sarah Storey er på alle måder en superkvinde. Som blot fjortenårig deltog hun for første gang ved de Paralympiske Lege. Her vandt den unge svømmer seks medaljer; to af guld, tre af sølv og en af bronze.

Ved legene i 1996, 2000 og 2004 blev det også til medaljer for briten, der er født uden venstre hånd.

Legene i Athen blev dog hendes sidste som svømmer. For på grund af infektioner i øret, blev hun året efter tvunget til at stoppe svømmekarrieren.  

Men det satte ikke en stopper for medaljehøsten.

For Sarah Storey skiftede svømmebassin ud med cykel og er forsat med at skovle medaljer ind – både på bane og på landevej.

Ved legene i 2008, hendes femte, vandt Storey den individuelle forfølgelse i en tid der ville have sendt hende i top otte i den olympiske finale.

For briten kan sagtens følge med de ryttere, som kan holde begge hænder på styret. I 2008 og 2009 vandt hun det nationale mesterskab i forfølgelse, foran ikke-handicappede atleter. 

Og på dette åres Paralympiske Leges første dag i Rio blev der skrevet endnu et kapitel i den fantastiske historie om Sarah Storey. For ved hendes syvende PL sikrede hun sig sin 12. guldmedalje og blev dermed den mest succesfulde britiske para-atlet nogensinde.

Markus Rehm ved IPC Athletics Grand Prix finale.

Markus Rehm kan springe langt. Rigtigt langt. Faktisk forsøgte han forud for sommerens Olympiske Lege som den blot anden atlet med en protese nogensinde, at deltage ved et OL. Men tyskeren kom ikke til at gå i Oscar Pistorius fodspor. Det internationale atletikforbund vurderede, at det ikke med sikkerhed kunne afvises at hans protese gav ham en fordel.

Dermed fik han ikke lov til at stille op.

Og det skal Jeff Henderson og de andre atleter fra finalen nok være glad for. For den benamputerede tyskers personlige rekord er på 8.40 m. Det er to centimeter bedre end det spring der sikrede Jeff Henderson olympisk guld.

Den 28-årige tysker, der som teenager mistede sit ben i en båd-ulykke, er nu ankommet til Rio, hvor han skal forsøge at forsvare den guldmedalje han vandt for fire år siden og som mange forventer han genvinder sikkert.

Jason Smyth ved mændenes 100 meter løb ved para-OL.

Jason Smyth bliver kaldt de Paralympiske leges svar på Usain Bolt. Ligesom Jamaicanerne vandt han guld på 100 og 200-meter distancen i 2008 og 2012 og ligesom Bolt, så vinder Smyth sine sejre i overbevisende stil.

Den 29-årige og synshandicappede sprinter satte ved de forrige Paralympiske Lege verdensrekord på 100-meteren, da han i det indledende heat løb i tiden 10.54. Den tid slog han selv i finalen, da han løb på 10.46. Dermed markerede han sig også som den hurtigste para-atlet nogensinde.

Ireren har brugt Tyson Gay som træningsmakker op til dette års Paralympiske Lege og kommer til Rio for at gøre det som Usain Bolt, gjorde i sidste måned; at lave hattrick på både den korteste og næstekorteste løbedistance.

Flere end hundrede medier har op til og under de Paralympiske Lege forespurgt på interview med belgiske Marieke Vervoort.

Hvorfor?

Fordi hun for et par måneder siden annoncerede, at legene i Rio er de sidste for hende og hun herefter vil afslutte karrieren – men måske er det ikke kun karrieren der bliver gjort en ende på.

I Belgien er aktiv dødshjælp tilladt og her her Vervoort indhentet de nødvendige tilladelser til, at hun kan få hjælp til at komme herfra, når hun beslutter sig for, at hun ikke vil være her mere.  

Den 37-årige atlet, der vandt to medaljer ved de Paralympiske Lege i London, har lidt af en ukendt sygdom, siden hun var 14 år. En sygdom der langsomt, men sikkert bryder hendes krop ned. Derfor har Marieke Vervoort forberedt sig på, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt selv at sige farvel.

- Rio er mit sidste ønske. Jeg træner virkelig hårdt, selvom jeg både dag og nat skal kæmpe mod min sygdom, siger hun.

Marieke Vervoort sidste løb ved de Paralympiske Lege bliver kørt den 17. september

Daniel Dias vinder 100 meter freestyle ved para-OL.

Daniel Dias er værtsnationens store håb. Den brasilianske svømmer har allerede vundet ti Paralympiske guldmedaljer og forventningerne er derfor tårnhøje til svømmeren.

Dias blev under de Paralympiske Lege i 2004 inspireret af sin landsmand, Clodoaldo Silva, til at begynde at svømme.

Fire år efter deltog han selv ved legene i Beijing, hvor han vandt ni medaljer. Mere end nogen anden atlet ved de lege.

Daniel Dias, der siden fødslen har manglet sit højre ben og begge hænder, fortsatte medaljehøsten ved legene i London i 2012. Her hentede han seks guldmedaljer.

Derfor er forventningerne store, når den 28-årige svømmer hopper i bassinerne i Rio.